Erindringer Af Kristen Fromsejer

     Jeg er født paa en stor, mager Hedegaard i Vorbasse Sogn, Slaugs Herred i Ribe Amt, som Søn af Peter Pedersen, født 3. Marts 1860, i Utoft. Min Mor var Christine Christensen, født i Utoft 7. Maj 1867.
     Aaret efter min Fødsel solgte min Fader Gaarden til Grosserer Jacob Moresco, København, og blev boende paa Ejendommen, der havde Navnet "Fromsejer" og var paa ca. 430 Td. Land.
     Det havde vistnok været min Faders og Bedstefaders Tanke at afhænde Gaarden og derefter købe en tilsvarende med bedre Jord, men da Tilbudet kom, at blive boende som Plantør, har det vel nok ogsaa været med i Overvejelserne, at det kunne være tungt at forlade det gamle Hjem.
     Mine Forældre var flittige, dygtige og solide, agtede paa Egnen, forankrede i en dyb kristelig Indstilling med stærk Tilslutning til Indre Mission. Min Moder, der var smuk, var meget dygtig i Huset. Jeg har aldrig set hende træt eller opgivende. Hun bagte i en stor, særskilt beliggende Bageovn, der blev ophedet med Lyng, senere med Fyrrekvas, for derpaa hver Gang at kunne bage indtil 20 store Landbrød. Hun bryggede Øl i det store Slagtekar og gemte Gær og Surdejg over fra den ene Gang til den anden. Hun slagtede kalve, Faar og Lam, holdt Hus og Have i Orden ved een Piges Hjælp. Hun var meget godgørende mod fattige Folk, hvoraf der var mange paa Hedeegnen dengang. Hun gav væk i Stilhed.
     Min Fader var med i de forskellige Foretagender paa Egnen, ofte Formand i forskellige Foreninger, saasom Mejeri, Mergelselskab, Sparekasse, Menighedsraad etc. Han var i Spidsen for at købe Landevejskroen, saaledes at den atter kom i Drift uden Spiritusudskænkning. Han havde en digterisk Aare og kunne tale. Naar der var Bryllup, Begravelse eller Jubilæum kom han ofte med en Sang, som han havde skrevet til Lejligheden*).

*) I en gammel Skrivebog fra min Faders Tid har jeg stadig en hel Del af Sange, han selv har skrevet, eller Sange, han har hørt og skrevet ned.

     Ca. 50 Td. Land var overladt min Fader som Tjenestejord af det til Gaarden hørende Areal, efter at Resten efterhaanden tilplantedes og udvidedes, saa der med senere Tilkøb til Plantagen hørte ca. 1400 Td. Land da min Fader døde. Arealet drev han efter Tidens Skik og Brug, men dog med nogen Fremskridt. Han havde engang i Kolding købt en fint malet, ny amerikansk Plov (Oliver) til Afløsning for den gamle Svingplov, og da han kom kørende med den, sagde Naboen til ham: "Naar Tossen kommer til Marked, faar Kræmmeren Penge." - Det var Tidens almindelige Indstilling.
     Vi avlede ikke meget. Jeg husker, da jeg var blevet saa stor, - vel ca. 10 Aar, saa jeg kunde begynde at hjælpe - at man skulle kratte den lange Strækning efter Manden, der gik med Leen, for at faa et Neg.
     Det var en stor Begivenhed, da min Fader fik en Slaamaskine og herpaa senere fik monteret noget, der senere kaldtes en Aflægger. Herfra kunne en Mand eller Dreng fra et særligt Sæde sidde og med en Rive aflægge passende Bunker til et Neg.
     Der blev passet paa Pengene dengang. Hver enkelt Husholdning var i det væsentlige selvforsynende med egne Produkter. Vi fik Honning paa Brødet, sjældnere Kød eller Sukker. Stegt Flæsk og Kartofler med Meldyppelse var almindelig, samt Boghvedegrød og om Aftenen Byggrød, om Sommeren med Tykmælk til. Risengrød var en Ret, som vi kun fik en enkelt Søndag, hvor vi ogsaa stadig til Eftermiddagskaffen fik en Pladekage med Sukker og Kanel. Der blev ofte syltet i Honning, f. eks. Tyttebær.
     Om Aftenen blev der syet, lappet og stoppet, og min Fader læste ofte højt ved Petroleumslampens svage Belysning.
     Vi havde ogsaa god Tid til at lege og maatte gerne have jævnaldrende Gæster. Mine Forældre var meget gæstfrie.
Min Fader døde 14. December 1925 og min Mor 18. Februar 1934.

Den gamle "Fromsejer"-Gaard, fotograferet ca. 1900. Gaardens Navn stavedes undertiden med 2 s'er. Paa Billedet ses den ca. 10-aarige Kristen Fromsejer. Ved Længen i venstre Side af Billedet ses den gamle Poppel, som var det eneste Høje Træ paa Egnen, og som derfor brugtes af den senere Skovrider Chr. Christensen som "Vejviser" over Heden, da han som ung Assistent i 1893 skulde tiltræde som Plantør paa "Slauggaard" hos Grosserer W. Salomonsen.

     Den nordøstlige Del af Vorbasse Sogn, der i lange, lange Tider havde ligget hen som Ødeland og ubeboet, forsøgte man i sin Tid at opdyrke ved at tilbyde Arealer til Kolonister, der kom fra Sydtyskland, og Gaarden "Fromsejer" har vel i sin Tid hørt under de Arealer, der blev overdraget disse indvandrede Hedeopdyrkere ca. 1760. I Førstelærer Vald. Andersens "Vorbasse Sogns Historie" nævnes det, at en af Kolonigaardene var beboet af Micel Lutz, som snart efter rejste bort, hvorefter Gaarden lejedes af Peder Chr. Christensen. Han efterfulgtes 1790 af sin Søn Chresten Pedersen, der udflyttede Gaarden. Inden 1844 havde Sønnen Peder Christensen - min oldefader - overtaget Gaarden, som han d. 20. Dec. 1854 afstod til Svigersønnen Jørgen Nielsen mod en aftægt, der efter tidens forhold har, været temmelig anselig. Peder Christensen døde d. 3. Nov. 1859 og hans Enke Kjersten Marie Christensdatter, d. 9. Nov. 1869.
     Min Bedstefader, Kristen Hansen Pedersen, var født paa Gaarden 6. Februar 1835, og jeg husker, at han har fortalt mig, hvor strengt det var for ham, da Gaarden blev afstaaet, og da han drog derfra lovede han sig selv, at han ville arbejde og spare, for at han kunne komme tilbage til sit gamle Hjem - Gaarden, der allerede da kaldtes "Fromsejer". Og mærkeligt er det jo, at jeg har et smukt Sølvbæger, arvet efter mine Forældre, hvorpaa staar: "Kresten Hansen Pedersen Fromsejer, 1855", men jeg har aldrig faaet at vide, i hvilken Anledning min Bedstefader har faaet dette Bæger overrakt. Han er kun 20 Aar, da han faar Bægeret, saa det kan tænkes, at det er en Del af Arven, idet der formentlig er afgivet visse Værdier til Sønnen ved Afstaaelsen i 1854. Han var da for ung til at faa Gaarden. Bedstefader maa have haft det helt godt. Et dokument omtaler, at han i 1884 har laant Præsten Petræus 600 Kr. med Pant i en Stadsfjedervogn, et Sæt Seletøj, Møblerne i Studereværelset og i Spisestuen.
     Min Bedstefader kom til at bo i en lille Ejendom i Utoft og blev Møllersvend og senere Forpagter paa Løvlund Mølle, hvilket han ofte med Glæde omtalte. Han og min Bedstemoder, Ane Jesdatter, født 12. Januar 1838 og død den 16. April 1904, maa have slidt og sparet gennem en Aarrække, for i 1871 kom de tilbage og overtog Fødegaarden "Fromsejer", hvor han døde 9. September 1911.
     De havde begge et godt Ophold paa Gaarden, hvor de ikke boede i Aftægtbolig eller i den ene Husgavl, men levede Dagliglivet sammen med mine Forældre og de var beskæftiget med hver sin "Syssel".
     Vi var 7 Søskende, hvoraf jeg, Kristen Hansen Pedersen Fromsejer, født 1. Oktober 1891, var den ældste, derefter kom Ane Kirstine Marie Pedersen Fromsejer, født 10. September 1893, Ane Johanne Mette Marie Pedersen Fromsejer, født 30. Oktober 1895, Karen Marie Kirstine Pedersen Fromsejer, født 6. September 1898, Kirstine Jørgine Pedersen Fromsejer, født 28. September 1900, Marie Pedersen Fromsejer, født 1. April 1903 og William Pedersen Fromsejer, født 17. Maj 1906.
     Min Fader fik i 1902 kgl. Bevilling til at bære Slægtsnavnet Fromsejer for sig og sin Familie.

I 1913 blev de 7 Børn paa "Fromsejer"-Gaarden fotograferet sammen. Fra venstre i bageste Række: Kristen, Anna, Johanne, Karen, og foran: Kirstine, Marie, William.

1. Kristen Fromsejer blev gift 16. Oktober 1925 med Christiane Marie, født Degn fra Gesing, Skærbæk Sogn. 19. Juli 1926 fik vi en Dreng, der i Daaben fik navnet: Peder Degn Fromsejer og som nu har Moderens Fødegaard i Gesing. Han er gift med Dagny Straarup fra Vorbasse. Børn: Agnete, Christa Marie, Kristen, Poul og Erling.

2. Ane Kirstine Marie blev gift 10. September 1918 med Købmand M. Merrild, Kibæk. De havde et smukt, harmonisk Hjem, hvor der var Vandmølle, Vindmølle, Korn- og Foderstofforretning og "Oceka". De fik fem Børn:
   1. Edith, der er gift med Vicetoldinspektør Rasmus Loiborg, København, og de har 3 Sønner: Steen, der snart er færdig som Jurist, Ebbe, der studerer Økonomi og Ingver, der nu tager Realeksamen og vil studere Svagstrøm.
   2. Wilhelm, gift med Irene Højland fra Aulum. Forretning med Kontormaskiner, Gl. Torv 18, København. Søn: Uffe, der er damefrisør, gift med Karen Olsen, Datter Ninka.
   3. Aksel, gift med Else, Datter af C. W. Jensen, Viborg. Han er Afdelingschef hos "Neye", København, og de har Tvillingerne: Christian og Mikael, som nu er 11 Aar.
   4. Knud Erik, ugift, Ekspedient i København.
   5. Gerda, gift med Karlin Jensen, Bestyrer paa "Kaptajnsgaarden", Engesvang. Børn: Gunner og Anne.

3. Johanne Mette Marie, gift 4. September 1925 med Christian Kjellerup Jensen fra Timring. De har Cykelforretning i Vestergade 65 i Herning. Deres lille Dreng døde i 1928, ca. ½ Aar gammel.

4. Karen Marie, gift 4. September 1925 med Harald Thomsen, Vorbasse. Børn:
   
   1. Christian, Missionær i Nr. Nebel, gift med Irena Kristensen, Vester Hornum. 2 Børn:
   • Ruth, Narkoseoversygeplejerske i København, ugift.
   • Poul Henning, Præst ved Set. Pouls Kirke i Aarhus, gift med Kirsten Ditlefsen, Skjern. Søn: Jens.

5. Kirstine Jørgine, ugift, boende Sonnerupvej 11, Brønshøj.

6. Marie, gift 11. Septbr. 1931 med Rudolf Grejsing fra Vamdrup, nu Indkøbschef hos Mejeriernes Maskinfabrik, Kolding. Børn:
   
   1. Birgit, gift med Tømmerhandler Anton Petersen, Skærbæk. Børn: Hans Henrik og Karen Marie.
   2. Tove, gift med Niels Blom, Viktualiehandler, Østergade, Kolding. Barn: Steffen.

7. William, gift 18. Oktober 1938 med Elsine Juhler fra Gesing, Skærbæk. De driver et Handelsgartneri i Skærbæk. Børn:
   
   1. a) Vita, paa Kontor hos Brdr. Gram, Vojens, gift med Hans Flint fra Toftlund.
   2. b) Ingrid, gift med Friderich Ebner, Miinchen.
   3. c) Iver, Gartner, ansat som Kontrollør ved Statens plantepatalogiske Forsøgsstation med Bopæl i Kolding.

     For en lille Purk paa syv Aar, der ugentlig om Vinteren 2 Gange og om Sommeren 4 Gange maatte vandre den 5 km lange Vej for at naa Skolen i Vorbasse, hvor der vel dengang var 50 Børn i 2 Klasser og med een Lærer, har det været besværligt det første par Aar. Hele Vejen var ubeboet med kun een Ejendom i Nærheden af Byen. Vandringen foregik i Træsko og med en Skoletaske af Sækkelærred, hvor min Moder paa Forsiden og paa den Klap, man kunne lægge over - sikkert med megen Kærlighed - havde broderet noget Pynt. Senere fik jeg et Tornyster, som min Fader købte i Kolding og denne Foræring vakte megen Glæde og Taknemmelighed. Halvdelen af Vejen gik gennem en Alle af Fyrretræer igennem Plantagen ad Landevejen fra Hejnsvig mod Vorbasse, men til Tider lagdes Skolevejen dog uden om Plantagen, naar der i Sommertiden kom vandrende Svende eller nærmest Sprittere. Hvor de holdt Rast var jeg bange for at gaa forbi.
     Vi havde en meget dygtig Lærer, J. P. Andersen. Han var ikke særlig høj, men han forstod, med Spanskrør i Haanden, uden at jeg dog husker at han nogen sinde har brugt det, at holde Respekt blandt de mange Knægte. Selv om vi var mange, forstod han at faa os til at lære noget.
     Forholdene i og omkring Skolen var præget af Sparsommelighed og alt var primitivt. Det har vel været der, som andre Steder, at til Tider var Kammeratskabet godt og til andre Tider mindre godt. Med Sommerferien 1905 gik jeg ud af Skolen.

     Efter Sommerferien 1905 kørte min Fader mig til Vejen, hvor jeg skulle gaa paa Realskole i tre Aar for at tage Præliminæreksamen*). De første to Aar boede jeg hos Pottemager Niels Jensen i Nørregade og det sidste Aar paa Realskolen, hvor M. N. Slebsager dikterede Farten med en, efter vor Opfattelse, ret haard Haand, i Særdeleshed hvis han mente, vi bestilte for lidt og evnede at præstere mere.
     Eftersommeren 1905 fortsatte jeg med at gaa til Præst i Vorbasse og blev konfirmeret 1. Oktober 1905 i Hejnsvig Kirke, hvorfra jeg bedst husker, at jeg frøs nederdrægtig i mit nye Tøj i den ikke opvarmede Kirke. Pastor Peder Lauridsen, Vorbasse, der paa dette Tidspunkt ogsaa havde Hejnsvig Sogn med, havde foretaget Konfirmationsforberedelsen.
     I Vejen sled Tiden sig afsted, og jeg læste, hvad der var nødvendig for at slippe nogenledes igennem, men jeg tror ikke, at jeg blev betragtet som en flittig Elev eller Slider. Jeg undgik ikke at faa Bemærkninger af Slebsager med i Karakterbogen, hvad jo ikke var saa hyggeligt, naar man kom hjem, og der var en Anmærkning i Bogen om, at Kresten nok undertiden kunne bestille lidt mere.
     Kresten Straarup fra Skødebjerg boede sammen med mig 190607 hos Pottemageren. Vi kørte gerne hver Lørdag mod Vorbasse og tilbage Søndag Aften og holdt derved en god og stadig Forbindelse med vore hjem. Kunne der om Efteraaret blive Tid til det, og Vejret var derefter, gik vi sammen med Kresten Straarups Brødre og Støveren "Sport" en Tur i Skødebjerg Plantage og havde her nogle dejlige Timer paa Jagt. En Dag i Eksamenstiden 1908 sagde Kresten Straarup, at han syntes, vi skulle tage en Tur med Toget til Esbjerg og sejle med Udflugtsdamper ud for at bese den engelske Flaade, der efter en Øvelse laa for Anker uden for Esbjerg. Det gav ordentlig Ballade Dagen efter. Slebsager skældte os ud, at vi brugte vor Tid til noget saa ørkesløst, naar det netop gjaldt at repetere. Men vi klarede os igennem og den 10. Juli 1908 kunne Realskolebestyreren udstede Eksamensbeviset til os, hvor min mindste Karakter ikke var kommet længere ned end til mg-.

*Mellem Bække og Vorbasse saa jeg nogle Mænd igang med noget for mig nyt, idet nogle Arbejdere var ved at grave Pæle ned til Opsætning af Ledningerne til Telefonselskabet Vejen-Vorbasse, hvilket Selskab senere overgik til Jydsk Telefon.

     Efter Skolegangen i Vejen var jeg hjemme en kortere Tid og beskæftigede mig med lidt forskelligt. I nogle Maaneder havde jeg bl. a. den interessante Opgave at hjælpe Landinspektør N. M. Nielsen i Grindsted med at opmaale Arealerne omkring den netop udstukne Bane fra Bramminge til Grindsted. Det var ganske interessant at deltage i noget saa uvant, og tillige lærte jeg noget ved at løbe med Pinde og Maalebaand og stikke Linier ud, men ellers nød jeg at være hjemme hos mine Forældre og Søskende.
     I Sommeren 1909 var jeg sammen med Grosserer Morescos Revierjæger Anton Jørgensen, der stammede fra Lolland, og tog med ham til hans Hjem i Holeby paa Lolland, hvorfra vi foretog Udflugter til smukke og interessante Steder paa Lolland. Endelig var jeg sammen med Møllerens to Sønner fra Vorbasse paa Landsudstillingen i Aarhus, hvortil vi tre Knægte cyklede. Vi havde faaet saa meget Støv paa vort Tøj, da vi kom i Kvarter i Sømandshjemmet, at Tøjet trængte til at børstes, og da vi havde faaet det rent kom Bestyrerinden og smed os ud, idet hun, ved at stikke Hovedet ind af Døren, og saa, hvorledes vi havde det, nok har set det hele omtrent som i en Taage. Vi burde naturligvis have børstet Tøjet i Gaarden.
     Selve Landsudstillingen, den hvide By, betog os stærkt. Vi var der et par Dage og nød Hjemturen over Himmelbjerget, Silkeborg m. m.

     Det var forskellige Gange blevet drøftet, hvilken Uddannelse jeg skulle have. Mine Forældre og jeg var enige om, at jeg naturligvis hørte hjemme i Plantagerne, og der var da flere Muligheder, bl. a. Hedeselskabets Elevskole paa Birkebæk. Efter en Optagelsesprøve her blev det bestemt, at jeg i Tiden fra 21. Oktober 1909 til 18. Marts 1910 skulle tage til Palsgaard Statsskovdistrikt ved Nr. Snede og her deltage i forskellige praktiske Arbejder i Skoven. Der var lang Vej til Nr. Snede, og mine Forældre var sparsommelige, hvorfor min Fader kørte med mit Tøj i den sædvanlige lille Rejsekiste og forspændt vore to russiske Heste, der stadig blev benyttet til let Kørsel, medens de store Heste lavede Arbejdet derhjemme, over til min Morbroder i Stilbjerg, hvorefter Morbroderen med sine smaa Heste fortsatte over Give, Dørken, Thyregod, Vester, Nr. Snede, Hampen og een km ind i Skoven til Skovfoged Nielsen, Bøgeskovhus, hvor jeg fik Vinterophold.
     Det tog min Morbroder en hel Dag og en lang Nat med den lange Køretur og han lovede, at en saadan vilde han aldrig mere ud paa i en raakold Efteraarstid. Opholdet paa Bøgeskovhus hos de flinke Skovfogedfolk gik udmærket. Jeg blev sat ind i et Hold med ældre, erfarne Skovarbejdere og lærte de forskellige Finesser ved Hugsten, ligesom jeg ogsaa lejlighedsvis kom til andet arbejde.

Skovrider Chr. Dalgas, Birkebæk.	Skovrider V. Fabricius, Palsgaard.

     Hver Søndag spadserede jeg den 8 km lange Vej op til Posthuset i Nr. Snede og hentede her "Kolding Folkeblad" samt evt. Breve, og det var en herlig Dag saadan at holde fri fra det grove legemlige Arbejde, som jeg jo ikke var særlig vant til. Om Natten i den første Tid groede mine Fingre saa fast sammen i Haanden, at jeg maatte pille Fingrene ud enkeltvis og give dem lidt Motion for at faa Liv i dem, men efterhaanden tilpassede de sig til Samarbejdet med det lange Økseskaft.
     Tiden gik hurtigt og snart var det Jul og Møllerens Søn, Ejler Nielsen, der var i Tømrerlære i Ejstrupholm, glædede sig sammen med mig, til at tage Cyklen og køre til vore Hjem i Vorbasse, men det gik helt anderledes. Et par Dage før Jul kom der saa megen Sne, at Togene havde store Vanskeligheder og Landevejstrafik med Dagvogne var der ikke noget af, der var kun een Vej: At gaa.
     Lørdag Eftermiddag før Jul gik jeg gennem Snemasserne til Ejstrupholm, og tidlig næste Morgen startede vi til Fods mod Hjemmet over Thyregod, Give, Ringgive til Billund, hvortil vi naaede i Mørkningen, uden at en eneste Slæde var gaaet samme Vej som os. Da det var ved at blive Aften ville vi styrke os ved en Kop Kaffe i Kroen, inden vi fortsatte paa det sidste Stykke Vej, men da vi kom ud, opdagede vi ikke i det ensformige Landskab, hvor Vejen drejede fra efter Almstok, og vi blev først klar over vores Fejltagelse, da vi var i Nærheden af Vandel, hvor nogle flinke Krofolk sørgede for, at vi kom i en god, varm Seng. Vi troede da, at det skulle gaa let med det sidste lille Stykke fra Vandel over Almstok, Skjoldbjerg til Vorbasse, men selv om vi kunne holde til noget, lagde den tykke Sne os dog store Besværligheder i Vejen. Vi var lykkelige, da vi var naaet godt hjem.
     Efter Nytaar fortsatte jeg med Arbejdet paa Palsgaard og fik sluttelig et godt Bevis fra Skovrider Fabricius, saa jeg, tilfreds med hvad jeg havde lært, kunne tænke paa at begive mig til Opholdet paa Birkebæk.

     Igennem en længere Aarrække ledede Skovrider Chr. Dalgas paa Birkebæk Hedeselskabets Elevskole, hvor unge Mænd fik en Uddannelse, saaledes at de kunne blive Plantører, Plantningsassistenter og enkelte blev, efter mange Aars Tjeneste, Skovridere ved Hedeselskabet.
     Skovridergaarden laa i den sydlige Udkant af det store Plantagekompleks, der udgøres af Birkebæk, Høgildgaard, Hareskov og Jyndevadgaard Plantager med et sammenhængende Areal paa Talt 5.000 Td. Land.
     Der var i Almindelighed 2 å 4 Elever i ca. 11/2 Aar, som boede i en særskilt Bygning lidt øst for Beboelseshuset paa Birkebæk, hvor vi havde Soveværelse, Arbejds- og Dagligstue, - ret hyggelige, men uden Bekvemmeligheder. Skulle der bades foregik det i Sommertiden i Rind Aa, der gik mellem Herning-Arnborg Landevejen og Skovridergaarden. Over Aaen førte en stor Planke med lidt Rækværk, og over denne passerede Skovrider Dalgas daglig, naar han gik sin Spadseretur, for paa Landevejen at mødes med den kørende Landpost, og der faa udleveret Postsagerne fra Herning Postkontor til Birkebæk.
     I Forbindelse med den ret store Planke var der Aalegaard, og Vandet havde i Tidens Løb lavet et ret dybt Hul bag Aalegaarden. Vi tre Elever: Dalgas's ældste Søn Jean Mark Dalgas, Christian Jensen fra Hverring og jeg badede her en Sommerdag, og selv om jeg ikke var Svømmer, tænkte jeg, at saadan et lille Vandhul kunne man nemt svømme over, men det mislykkedes, og hvis ikke Jean Mark havde øjnet det farefulde ved Situationen og reddet mig i Land, var jeg druknet.
     Timeplanen for Skolen havde til Maal, at vi skulle have en ret alsidig Uddannelse i saavel Plantagedrift samt delvis Landbrug. Vi arbejdede i vores Arbejdsstue hver Formiddag, og om Eftermiddagen var vi ofte i de forskellige Plantager, enten med Forstassistent Bach fra Høggildgaard eller med Forstkandidat Heineth, der boede i Granhuset, eller nogle faa Gange med Skovrider Dalgas, naar han inspicerede de forskellige Plantager, f. eks. Bjørslev, Hesselvig, Fasterholt, Jyndevad eller andre Plantager.
     Saa kørte vi i den gamle Fjedervogn med det røde Betræk og forspændt de to galiciske Heste, og undervejs forklarede Skovrider Dalgas, hvad vi saa. Straks vi kom til Plantagebestyreren, fik vi i Almindelighed Kaffe, og et Højdepunkt var det, naar Dalgas trak sit LæderCigarfutteral op af Lommen og trakterede med en "Nihil sine Labore" ("Intet uden Arbejde").
     Det var en dejlig Tid paa Birkebæk, og Børnene der var jo i det væsentlige vore jævnaldrende, og vi blev mødt med megen Tillid og Velvlije. I Jagttiden sørgede vi for Husets Forsyning med Vildt: Harer, Raadyr, Ænder, Skovsnepper, Skovduer o. s. v. Kronvildt fandtes ikke paa det Tidspunkt i Plantagerne.
     Vi skulle ogsaa lære at opmaale en Plantage samt indpløje Vejene mest praktisk under Hensyntagen til Terrænforhold med passende Arealer til hver Afdeling.
     I Sommeren 1911 var vi alle tre samlet om at opmaale det af Hedeselskabet opkøbte Areal "Mangehøje" i Nærheden af Naur og med Opmaaling, Indpløjning af Veje og Beregning af de enkelte Afdelinger paa det ca. 400 Td. Land store Areal gik ca. 11/2 Maaned i den egentlige Sommerferietid. Inden vi rejste hjem kom Forstkandidat Heineth, for med det lille Staalbaand at kontrollere, om vi havde maalt rigtigt op med den til os udleverede Maalekæde og tænk, saa var vores 11/2 Maaneds Arbejde ikke i Overensstemmelse med de Maal Heineth fik. Det viste sig, at det 1/2 Alen lange Led i Maalekæden et Sted var føjet direkte sammen, saaledes at vore Maal var blevet en ubetydelighed for korte, hver Gang vi flyttede Maalekæden. Dette havde vi ikke været vagtsomme nok til at opdage. Maaske det var et tidligere Hold, der havde lavet et Nummer for Efterfølgerne, men det blev aldrig opklaret. Vi kom paa et stort Arbejde med at regulere Maalene.
     I Foraarsmaanederne udførte vi den væsentligste Del af Priklingen i Planteskolen paa Birkebæk, der jo efterhaanden ikke var ret stor, da kun smaa Arealer var tilbage som utilplantede. Vi pløjede ogsaa Render, og her gjaldt det om at tage Tømme- og Øjemaal og faa Renderne saa lige som muligt i den ujævne et par Gange pløjede Hedejord.
     Vi afsluttede paa Birkebæk den 29. Aug. 1911, hvor vores Lærere var var Eksaminatorer og senere Skovrider og Kontorchef C. E. Flensborg fra Viborg var Censor. Jeg afsluttede med Hovedkarakter mg X.
     Jeg rejste fra Birkebæk med Taknemmelighed over det, man havde lært mig og en dybfølt Glæde over den Maade de gode Mennesker paa Skovridergaarden og vore Lærere havde behandlet os paa.

     23. April 1912 blev jeg indkaldt som Soldat ved 1. Batl. 4 Kompagni med Hjemsted i Kastellet. Jeg blev iklædt om Formiddagen, kørt til den nyopførte Lejr i Værløse, og vi var her de første Soldater i Lejren.
     Ved den foregaaende Session i Holsted var jeg vel for første Gang ude at køre i Bil, idet Iver Straarup fra Skødebjerg kørte mig i en aaben Dodge-Vogn, hvorpaa der ikke var Rat, men Styrestang. Denne Vogn har nu sit Ophold paa Ladelund Landbrugsskole i Museet for Landbrugsmaskiner.
     Som Soldat følte jeg mig godt tilpas, jeg blev aldrig overanstrengt og kunde uden Gene gaa de længste Ture. Mange følte Soldatertiden som en trang Tid at komme igennem og disse Kammerater havde det ikke godt. Vi, der kunne tage Tiden med Liv og Lyst, gik det langt bedre for. Man lærte en vis Orden og Akkuratesse, og lidt Afveksling gaves der ogsaa, idet jeg i Tiden fra 25. Juni til 14. August som en af de bedste Skytter, kom paa Skydeskolen, hvor vi afsluttede med Øvelsesskydninger paa det 5.000 Td. Land store militære Øvelsesterræn ved Borris. Alt i alt var det en god Tid for mig at være Soldat.

     Efter at have været hjemme paa Fromsejer en kortere Tid, kom jeg som Medhjælper til Forstassistent P. Christensen, (en Søn af J. C. Christensen), der boede i en stor, nybygget Ejendom, som Forretningsfolk i Esbjerg havde ladet bygge paa et Hedeareal direkte øst for Guldager Station under den forudsætning, at Hedeselskabet skulle sende en Mand dertil som Leder af i Særdeleshed Læplantningsarbejdet.
     Der havde været tale om, at Hedeselskabet skulle sende en af de paa Birkebæk uddannede Elever til den sydlige Del af Vestjylland, og da Skovrider Dalgas paa Hedeselskabets Vegne i sin Tid havde været i Askov for at drøfte Sagen med Hedeselskabets daværende Bestyrelsesmedlem, Højskoleforstander Ludv. Schrøder, hvor Aftalen egentlig havde været, at en ny Mand skulle bo i Vejen-Holsted Omraadet, var en Deputation fra Esbjerg mødt op og havde stillet stærke Krav om, at den nye Mand kom til at bo i Guldager, hvor Bolig og Areal blev stillet til Raadighed af Esbjergenserne. Jeg husker ikke, hvornaar P. Christensen kom til Guldager, men Forhandlingerne havde staaet paa længe, idet Ludvig Schrøder døde allerede i 1908. Da jeg i 1912 kom til Guldager, laa der omkring Bygningerne kun Hedejord, der var pløjet een Gang og delvis bragt i Kultur ved, at man købte Sandgødningen fra de Jernbanevogne, som Kreaturerne blev transporteret i fra et stort Omraade til Esbjerg Eksportmarked. Det er in teressant efter gentagne Besøg igennem mange Aar at have fulgt Udviklingen paa den ret gode Jord. Det er smukke Plantninger, der nu hegner den tidliger nøgne Ejendom, og det er opmuntrende tillige at se den Vækst, Planteskolearealer og det ret store Anlæg af Løvtræer har faaet.

Birkebæk Skovridergaard før Aarhundredskiftet. Ved Bygningen t. h. nogle Plantningselever. Helt frem til 1914 virkede elevskolen, gennem det meste af perioden med Chr. Dalgas som leder.

     1. September 1913 blev jeg ansat som Assistent, som Skovrider Heineths Efterfølger hos kommitteret, Skovrider Dalgas paa Birkebæk, efter at Heineth var blevet forflyttet til Guldager. Jeg fik Bolig i Granhuset med en aarlig Løn af Kr. 1.200, hvoraf dog blev fradraget Kr. 150,- aarlig i Husleje.
     I min Kontrakt var der anført, at jeg skplle assistere den kommitterede i samtlige hans Forretninger, ligesom jeg skulle bestyre et mindre Assistent-Distrikt i Omraadet Brande-Thyregod-Vester og Nykirke Sogne. Som en Betingelse for Ansættelsen var bl. a. anført, at jeg skulle lære Maskinskrivning, inden jeg tiltrådte. Jeg kørte derfor en Tid paa Cykel fra Guldager til Esbjerg for at tage et kursus heri.
     Det blev en dejlig Tid de første Aar paa Birkebæk. Vi arbejdede paa Kontoret om Formiddagen, hvor jeg med Pen skrev efter Dalgas Diktat. Var det særlige officielle Skrivelser til Ministerier eller Bestyrelsen maatte jeg om Eftermiddagen skrive en Del af Brevene paa Maskine. Det var en gammel Remington, som de havde kasseret paa Hovedkontoret. Den skrev med usynlig Skrift, og glemte jeg engang imellem at dreje Valsen rundt, saa der blev dobbelt Anslag paa en Linie, kunde jeg begynde forfra. Sad jeg og sled i det med en saadan længere Skrivelse, naar Dalgas kom hjem fra sin sædvanlige Eftermiddagsridetur fra Plantagerne, hostede han lidt uden at sige noget, idet han nok var klar over, at jeg manglede nogen Færdighed i at behandle den gamle Maskine. Dalgas tog meget Hensyn for at hjælpe mig, naar der var noget, jeg ikke rigtig kunde magte, og jeg har aldrig hørt et uvenligt Ord fra ham i de Aar, jeg hjalp paa Birkebæk.
     Om Eftermiddagen maatte jeg ellers ud i Plantagerne for sammen med Plantørerne at syne de Effekter, de mange Skovarbejdere opsatte i Birkebæk og til dels i Høggildgaard Plantage. Det var store Arealer, hvor det i det væsentlige gjaldt om at borthugge Bjergfyrren, der var indplantet som Ammetræ for Granerne. Ofte cyklede jeg ud i Distriktet, hvor der af større Plantager var Fasterholtgaard, der ejedes af Tømmerhandler Albanus Rasmussen, Herning, og Broderen Jul. Rasmussen, der var Assistent ved Hedeselskabets Moseforsøgsstation syd for Herning. Nu er største Delen af Plantagen væk, og de mægtige Brunkulslejer, der var under Heden og Plantagen, er udnyttet.
     Endvidere var der Brande Plantage, der var anlagt paa meget mager Jord. - Holtum Plantage mellem Arnborg og Brande og beliggende paa begge Sider af Landevejen. Den ejedes af Konsul V. Ludvigsen (Hellesens Enke & V. Ludvigsen). Han ville gerne ofre noget paa Plantagen, og jeg købte i sin Tid ret store Arealer til ham til Udvidelse af Plantagen.
     Der var ogsaa adskillige mindre Plantager og jo længere man kom mod øst, des bedre blev de. Jeg husker her særlig Nr. Risager Plantage, der ejedes af Fiskeriinspektør Chr. Løfting og nu ejes af hans Søn, Afdelingsleder, Skovrider Løfting i Vejle. Her kom jeg ofte, og alt voksede fortrinligt i det gamle Egekratomraade, der mod nord grænsede til og øst om Rørbæk Sø helt ind til Landevejen Vejle-Viborg og mod syd til Øster Nykirke. Det var dejlige Ture ud igennem Naturen, og det var altid elskværdige Mennesker, jeg mødte.
     1. August 1914 kom der en fuldstændig Afbrydelse, idet jeg blev indkaldt til Sikringsstyrken.

     1. August 1914 blev mange Aargange tidligere Soldater indkaldt, og jeg kørte paa min, formedelst 250 kr. købte Motorcykle, hjem til Vorbasse for at sige Farvel til mine Forældre, men Rejsen gik straks videre, idet man uopholdelig skulle møde og kunde benytte de mange Særtog, der transporterede Soldaterne til deres Garnisonsbyer.
     Ved Ankomsten i København mødte jeg i Kastellet og blev den første Nat sat til at fylde tør Tang i Hovedpuder. Næste Dag gik Turen videre til Lyngby, hvor jeg blev udnævnt til Underkorporal, og efter Indkvartering forskellige Steder kom jeg paany til Lejren i Værløse. Herfra sendtes jeg til de gamle Militærbarakker paa Amager, hvor der skulle være et Kursus for Sektionsførere ved et Rekylgeværkursus, som Militæret paa dette Tidspunkt startede. Her var jeg indtil Kurset sluttede og kom saa til Sandholmlejren, hvor vi under Premierløjtnant Scheibels Ledelse trænede haardt.
     Hver Sektionsfører havde fire islandske Heste til Ammunitionstransport og fire Rekylgeværskytter. Ved dette Korps blev jeg udnævnt til Korporal uden at have været paa Skole og fortsatte her ind til Hjemsendelsen i 1917.
     Tiden paa Birkebæk var gaaet særdeles godt. Her havde jeg ogsaa den Opgave at være Lærer for det nye Hold paa Hedeselskabets Elevskole, hvilket vel nok var at stille for store Krav til mig, men det gik; men jeg kom ikke til at føre dem op til Eksamen paa Grund af Indkaldelsen til Militæret.
     Paa Granhuset havde vi en dejlig Tid og var særdeles tilfredse, selv om Møblementet var smaat. Vi begyndte sparsommeligt. Min Søster Anna, der havde været et par Aar i Huset hos Grosserer Moresco i København, var kommet over for at være hos mig, og vi fik hurtigt gode og trofaste Venner paa Egnen, ligesom Børnene paa Birkebæk, der jo som omtalt var jævnaldrende, ofte besøgte os.
     Vi havde Rind Aa kun faa Meter fra Granhuset, og her kunde vi fiske og bade, men Aaen var med sine Slyngninger ret farlig. En Dag min Søster og den unge Pige, Frk. Tychsen fra Birkebæk, badede paa et særligt godt Sted, faldt min Søster i et Hul. Hvis ikke den unge Pige fra Birkebæk havde været der, var hun druknet. Men ellers havde vi kun lyse Minder fra vor Tid i Granhuset.

     Fra 1. Januar 1916 efterfulgte jeg Skovrider Chr. Nielsen paa Hareskov og fik samtidig en Del af hans Distrikt lagt til Distriktet paa Brande-Thyregod-Egnen, saaledes Plantagerne paa Kibæk, Borris og Skjern-Egnen, men det blev pointeret i min Ansættelsesskrivelse, at jeg uden særlig Godtgørelse fortsat maatte give Møde og assistere paa Birkebæk, hvilket formuleredes derhen, at jeg fik Domicil baade i Hareskov og Birkebæk.
     Det blev nu ikke hver Dag, jeg maatte til Birkebæk. Hvis jeg ikke var der til Tiden Kl. 8, meldte Arnborg Central sig i Telefonen paa Hareskov, og Dalgas hostede lidt i Telefonen, inden han spurgte min Søster ad, hvordan det gik med mig, og var det Snevejr, saa jeg maatte gaa de ca. 10 km, kunne min Søster fortælle, at jeg var startet flere Timer i Forvejen.
     Selv efter Flytningen til Hareskov fortsatte Indkaldelserne til Militæret, men jeg fik dog Orlov adskillige Gange for at komme hjem og udføre det nødvendige Regnskabsarbejde og Tilsynet i Plantagerne.
     Det blev meget travle Aar, men Arbejdet gik let for mig, bl. a. havde jeg den aarlige Planteudlevering fra de forskellige Planteskoler. I Møllegade i Herning pakkede vi ofte i Foraarskulden paa aaben Mark med Elever fra Birkebæk og andre Hjælpere Planter til Hammerum Herreds Plantningsforening.
     En Dag havde kommitteret Dalgas en interessant Skrivelse med fra Viborg, idet et stort Firma i København havde fundet paa, at man kunde anvende større Mængder Bjerfyrbrænde, naar det paa en dertil indrettet Maskine blev findelt til Trætyg, til Udvinding af Gas paa Gasværkerne. Paa daværende Tidspunkt kunde vi dog ikke undvære Bjergfyrbrænde, idet vi i den brændselsfattige Tid under 1. Verdenskrig maatte sørge for vore gamle Kunder, men efter flere Forhandlinger lykkedes det at faa Firmaet til at bruge friskhugget Fyrrekvas, hvoraf vi i de store Plantager i Virkeligheden havde uanede Mængder, der til Gavn for de indeklemte Graner, skulle borthugges. Selskabet fik opstillet en stor svensk Maskine paa Studsgaard Station, og denne Maskine, der blev trukket af en Dieselmotor, kunne daglig fremstille flere Vognladninger med Trætyg, der nærmest i Størrelse mindede om en Tændstikæske. Dette Materiale blev i længere Tid som Suppleringsmateriale brugt sammen med Kul til Hjælp for Gasforsyningen. Plantagerne opnaaede herved at faa den nødvendige Sabling og Udhugst gennemført med en ikke ringe Fortjeneste. Friis-Hansen fra København var den daglige Leder af dette Foretagende. Han rejste senere til Amerika, og, efter hvad jeg har hørt, gjort flere betydelige Opfindelser og klaret sig godt derovre.
     Men foruden alt det andet kan jeg anføre, at kommitteret Dalgas en Dag kom hjem med et Brev til Hedeselskabet i Birkebæk fra Overlægen ved Kommunehospitalet i København, Professor, Dr. med. Edvard Ehlers, om Hedeselskabet kunne anvise en ung Mand, der kunde være ham behjælpelig og sammen med ham finde et passende Areal til Plantage, hvori han vilde anbringe sin Fædrenearv. - "Og jeg har tænkt, at De skal hjælpe Professoren," sagde Dalgas. Samarbejdet med Professoren blev til megen Glæde for os begge. Hvornaar vi mødtes første Gang husker jeg ikke, men han har skrevet i min Gæstebog 26. Maj 1918, og 3. August 1918 skriver han og Fru Jutta atter i Gæstebogen. 18. August 1918 skriver de begge to: For otte Dages Fred og Hvile og muntert Samliv med den elskelige Familie takker Jutta og Edvard Ehlers.
     Jeg kørte med dem begge i flere Dage paa Bryrup-Egnen. Vi havde Station paa Kroen i Bryrup. Vi kørte i en gammel, utæt Landauer, da det i flere Dage regnede stærkt.
     Vi saa paa flere ensomt beliggende Ejendomme med faldefærdige Bygninger, nærmest Ødegaarde, men fandt til sidst 1 km vest for Kathrinedals Mølle og Mejeri en yndig lille Ejendom "Fløj elshøj" paa ca. 15 Td. Land, hvoraf det meste af Arealet laa syd for Salten Aa, medens et jævnt Plateau laa Nord for Aaen og med stejle Skrænter ned til denne. Dette Plateau blev tilplantet med Undtagelse af nogle hundrede m2, hvor jeg fik Tømrermester Morten Andersen fra Vildbjerg til at bygge et solidt og tillige stort Hus til Professoren og indrettet saaledes, at han kunde tage dertil Sommer og Vinter. I den lille Ejendom syd for Aaen blev de tidligere Ejere boende paa billige Betingelser.
     Senere købte jeg i Voret en Ejendom, saa vidt jeg husker, paa ca. 30 Td. Land, og denne Ejendom blev tilplantet fuldstændigt og ud af Ejendommens sydlige Skrænter løb ned mod Salten Aa-Lavningen en mærkelig sort Vandmasse, og efter at have gravet lidt ind i Skrænten kunde jeg se, at der fandtes Brunkul der, og vi oprettede Kontrakt med Friis-Hansen fra Trætyg-Fabrikken i Studsgaard om Udnyttelse af Brunkullene, og han kom ogsaa her igang, men fik kun udvundet nogle faa Vognladninger, saa sluttede Interessen for den Slags Brændsel, da første Verdenskrig holdt op. Men jeg har besøgt Ejendommen efter anden Verdenskrig og set, at det meste af Skoven var borte, og Arealet var i det væsentligste Brunkulskratere.
     Min Søster Anna, der fulgte med fra Granhuset til Hareskov, blev i 1919 gift med Købmand Mads Merrild i Kibæk og fik en udmærket Mand og et dejligt Hjem. Han døde i en ung Alder ramt at et Hjerteslag paa Vej til Assing Kirke, og min Søster laa paa det Tidspunkt syg kort efter at det sidste af 5 Børn var født. Hun drev Forretningen videre ved en stor Indsats af deres mangeaarige Medhjælper Th. Eriksen, og da min Søster døde i 1938 paa Vejle Fjord Sanatorium, overtog han Forretningen i Kibæk.
     Jeg havde lykkelige Aar i Hareskov, men der var meget at lave, og jeg kunne lide det, og da Dalgas spurgte mig, om jeg kunde tænke mig at rejse til Sønderjylland, var det egentlig med nogen Betænkelighed, at jeg sagde ja, men jeg har aldrig fortrudt det.

     Kommitteret Dalgas inviterede mig til at deltage i en Tur gennem Sønderjylland i Maj Maaned 1919, sammen med Sønnen Jean Mark og Bestyrelsesmedlem i Det danske Hedeselskab Provst E. K. Thyssen, Ribe.
     Jeg havde faaet Besked paa helst at skulle have Mad med til flere Dage, idet ingen vidste, hvorledes det vilde forme sig med Forplejningen under Rejsen. Vi startede i en stor, gammel Droske fra Kolding ad Landevejen mod Haderslev, hvor der var meget stærk modgaaende Trafik af Sønderjyder, der ville over Grænsen ved Frederikshøj til Kolding for der at købe praktisk talt alt. Landsdelen var jo udpint, og Reserverne var gaaet med under den første Verdenskrig.
     Vejene var overalt under hele Turen syd for Grænsen elendige. Nybygninger havde i en Aarrække slet ikke fundet Sted, og Reparationer var kun sket meget mangelfuldt.
     Det første Sted, vi gjorde holdt, var i den gamle Stursbøl Plantage i Nærheden af Sommersted. Derfra fortsatte vi forbi Bevtoft Plantage til Aabenraa, for at mødes med den daværende eneste Kon sulent for Fælleslandboforeningen for Nordslesvig, Hans Hansen, der senere blev Direktør for Sønderjyllands Kreditforening og Medforstander ved Landbrugsskolen i Graasten, da denne blev oprettet. Konsulent H. Hansen fulgte med os til Rigsdagsmand H. P. Hanssen, og han ledsagede os til Sønderborg, hvor vi hilste paa Redaktør Andreas Grau, og endelig til Avnbøl, hvor vi hilste paa Gaardejer Chr. Iversen, Langagergaard. Denne sidste kunde anvise os et Areal ved Tinglev paa ca. 120 ha, damppløjet i 1911 i ca. 70 cm Dybde, men som siden den Tid havde henligget uden yderligere Bearbejdning og atter var tilgroet med knæhøj Lyng. Kommitteret Dalgas tog dette Areal paa Haanden. Medejeren, Damppløjningsentreprenør Husen, boede i Bordesholm, Holsten, og der gik adskillige Aar inden Plantningsselskabet fik tilskødet Jorden.
     Første Nat overnattede vi i Aabenraa, næste Nat i Tønder i Gæstgiver Detlef Johansens Gæstgivergaard.
     Da vi et Par Dage havde levet af den medbragte Tørkost havde Dalgas stærke Ønsker om at faa noget rigtig Mad, og det lykkedes Gæstgiveren i Tønder at fremskaffe nogle Fisk, men om det var Skaller eller Aborrer kunde vi ikke rigtig bestemme, men en Betingelse for at faa Fisken var, at vi selv havde noget at stege den i. Heldigvis havde min Søster været saa fremsynet at udstyre min Udrustning med nogle Pund Smør, saa jeg kunde stille Stegemulighederne tilrede. Jeg husker endnu i dag, hvor Gæsterne i Lokalet indsnusede den liflige Duft, der fra Køkkenet bredte sig ud over Rummet, da de dampende varme Fisk blev serveret for os.
     Næste Dag kørte vi til Schackenborg, hvor Greve, senere Amtmand, O. D. Schack viste os megen Imødekommenhed og lovede Støtte til det nye Foretagende. Videre kørte vi til Løgumkloster for at møde Jens Hørluck fra Skodborg, som formidlede Forbindelsen til Gaardejer Jørgen Andersen, Sølstedgaard. Han ejede et passende Areal paa ca. 100 Tdr. Land damppløjet Hede lidt syd for Løgumkloster, og dette Areal blev købt formedelst 38.000 Mark, der paa et lidt senere Tidspunkt, da Papirerne var i Orden, blev omregnet med ca. 13.000 Kroner.
     Paa Hjemvejen kørte vi forbi og var inde at se de smukke Bevoksninger i Lindet Skov.
     Denne Rejse havde for mig været meget interessant. Vi var kommet langs Østkysten, gennem Sundeved med de mange gamle Løvskove og havde set de smukke, med forskellige Buskvækster bevoksede Markskel. Vi var kørt ud over Slettelandet, der praktisk talt strakte sig fra Padborg og hele Vejen langs med den kommende nye Grænse og videre langs Marsklandskabet mod Vest og i dette store Omraade fandtes næsten ikke Smaaplantninger. Af Naaletræsskove fandtes mod Syd og Vest kun Frestrup, Lendemark, Sottrup og Ø. Højst Skovselskaberne og Grevskabet Schackenborgs ret nye Plantager ved Lille-Tønde og Gallehusskov nord for Møgeltønder, samt den gamle Draved Løvskov og Løgumkloster Sparekasses Plantage vest for Byen. Hegnsplantninger var der heller ikke at se i dette store Omraade. Mægtige Arealer henlaa som Græsmarker og det, at skaffe Læ for Kreaturerne, havde ingen tænkt paa. Tillige vilde det jo paa de fugtige, vidtstrakte Arealer langs med de mange Aaløb have været vanskeligt at faa Træerne op.
     Endnu mangler der mange Læplantninger, hvor de store Afvandinger, der er gennemført siden 1920 har skabt Muligheder for Plantning og Dyrkning. Paa de lette sandede Jorder findes derimod i disse Egne nu store, systematisk gennemførte Læplantninger, saaledes at Landskabet fuldstændig har skiftet Karakter. Hvor Vinden susede frit over Arealerne, mødes den nu oftest af skærmende Læplantninger, støttende sig til større og mindre Plantager.

     Under Kommitteret Dalgas's Rejse for at hilse paa forskellige Sønderjyder og drøfte de foreliggende Spørgsmaal vedrørende Plantningssagens Fremme efter Genforeningen, fandt der mange Forhandlinger Sted med ledende Mænd inden for Hedeselskabets Kreds og disses Forhold er udførligt behandlet i 25-Aars Jubilæumsskriftet, der blev udarbejdet af Redaktør Har. Skodshøj i 1944.
     Der blev i 1919 udsendt et Særtryk af Hedeselskabets Tidsskrift med Opfordring til at tegne Aktier i det nystartede Plantageselskab, hvor Aktiekapitalen blev ansat til Kr. 120.000, at indbetale i Løbet af fem Aar.
     Med Hensyntagen til den nye Aktieselskabslov førte Kommitteret Dalgas og Statsgældsdirektør P. O. A. Andersen mange Forhandlinger til forskellig Side, for at have det hele i Orden, saaledes at der kunne være klare Retningslinier til Stiftelsesdagen 23. Oktober 1919.
     Til den første Bestyrelse blev valgt: Greve O. D. Schack, Kammerherre H. H. Liittichau, Statsgældsdirektør P. O. A. Andersen, Gaardejer Jens Hørluck og Kommitteret Chr. Dalgas.
     Indbydelsen til Aktietegning blev i alle Kredse modtaget med megen Velvilje, saavel nord som syd for Grænsen, og blandt dem, der udførte et meget stort Arbejde for at samle de nødvendige Penge, bør bl. a. nævnes P. O. A. Andersen, Jens Hørliick, Apoteker Kjems og Skovrider Hornemann, Tolne, men mange andre tegnede, hver inden for sin Kreds, Aktier til det nye Selskab. I Løbet af Foraaret og Sommeren 1920 tegnedes der i alt Kr. 70.000 i Aktier alene i Sønderjylland.

Greve O. D. Schack, "Schackenborg", Møgeltønder.	Gdr. Jens Hørluck Skodborg.

     Genforeningen trak længe ud, men endelig blev det bestemt, at jeg 1. Oktober 1920 skulde have Bopæl i Løgumkloster og den om min Virksomhed oprettede Kontrakt siger, at jeg skulde lede samtlige Plantningsarbejder, saavel ved Plantningsselskabet, som for Det danske Hedeselskab, og at jeg sorterede direkte under den Kommitterede, Direktør Chr. Dalgas.
     Som Vederlag skulde jeg have fri Tjenestebolig og fri Tjenestejord, samt endvidere 50 0/o af Planteskolens Nettoudbytte, naar dette indtraadte, samt Udgifter til Porto og Papir refunderet.
     Det var meget vanskeligt paa dette Tidspunkt at finde en egnet Bolig, og jeg kom derfor til det første halve Aar at bo i Løgumgaard i en til Kroen hørende Aftægtsbolig. Huset her havde de sidste fem Aar hverken set Fernis eller Maling. Efter at vi var flyttet ind fik min Søster Johanne et lille hyggeligt Hjem ud af det, og vi blev godt modtaget saavel af danske som tyske Naboer. Naar de holdt Gilde, var vi stadig med begge to, og min Søster blev særlig kendt, fordi hun var saa dygtig til at lave Mad, saa vi fik ofte Genbesøg. Paa mine Rejser i den nærmeste Omegn og længere ud mødte jeg stadig Venlighed hos Beboerne, som jeg havde været hos. De aflagde, naar de kom forbi, ofte Besøg hos de to unge Mennesker, der var kommet langt oppe nord fra.
     Senere - i 1921 - flyttede vi ind ved Siden af Præstegaarden i Løgumkloster i et Aftægtshus tilhørende Rentier Hans Bossen, der paa dette Tidspunkt boede i en Ejendom paa Tønder Landevej. Dette Hus fik vi ogsaa restaureret, og nogle Maaneder efter at vi var færdig dermed, sagde Hans Bossen, da han var inde at se det, at nu var det snart saa kønt, at hans Kone og han kunde ønske at flytte derind, og saa blev vi sagt op. Hans Bossen satte sin Ejendom paa Tønder Landevej til Auktion, og jeg fik fuldmagt til at købe den for et rimeligt Beløb. Jeg var noget betænkelig, da der var forskellige Liebhavere, og man havde gennem Krigens Tid i de fleste Tilfælde ikke været vant til at regne med Smaasummer. Vi fik Ejendommen tilstaaet for en Pris af 18.500 Kroner.
     Min Søster passede stadigvæk Huset for mig, og vi havde nu faaet en god Bolig her. Jeg havde faaet Bil og kørte meget rundt i det ret store Omraade, der blev mig tildelt som Hedeselskabets 12. PlantageDistrikt. Grænsen var mod Nord en Linie fra Endrupskov til Haderslev og mod Syd den nye Grænse.

     I de første Aar i Løgumkloster var der forskellige Ting, jeg særlig maatte beskæftige mig med, saaledes Udbygning af Plantningsforeningernes Arbejde, Aftale med gode Mænd, der vilde være Forretningsførere for Det danske Hedeselskab og endelig, naar der var god Anledning til det, at finde ind til den Mand, der havde en Læplantning ved Gaarden og hjælpe ham til lidt Vinterbrændsel ved Udvisning af de nødvendige Træer, eftersom der i Almindelighed ikke havde været hugget de sidste mange Aar.
     I 12. distrikt stiftedes 11. Januar 1921 Tønder m. fl. Amters Plantningsforening, hvor Direktør Dalgas var Taler og Apoteker J. Kjems blev Formand fra Stiftelsen til sin Død.

Apoteker J. Kjems, Løgumkloster.	Gaardejer Hans Schmidt, Kollund.

     23. Februar 1923 stiftedes Nr. Rangstrup Herreds Plantningsforening, hvor Gaardejer Søren Knudsen indtil sin Død var Selskabets initiativrige Formand, samtidig med at han blev Medlem af De samvirkende Plantningsforeningers Bestyrelse.
     21. Maj 1921 stiftedes Rømø Plantningsforening med Købmand M. H. Carl, Kirkeby, som Formand.
     21. November 1921 stiftedes Vis Herreds Plantningsforening med Rentier Hans Paulsen, Kragelund ved Faarhus, som Formand, og i 1923 udskiltes fra denne Tinglev og Omegns Plantningsforening, hvor Gaardejer Lorenz J. Petersen, T'erkelsbøl, blev Formand. Bestyrelsesmedlemmerne til disse Foreninger blev i Almindelighed valgt af de lokale Landboforeninger, da der paa dette Tidspunkt ikke fandtes Husmandsforeninger. Det blev min Opgave at organisere Arbejdet, saa der til Interesserede kunde udleveres Hegns og Læplanter med Statstilskud. Hertil havde vi tillige en eller flere Tillidsmænd i hvert Sogn i den væsentligste Del af Egnen.
     Vi havde ca. 500 Tillidsmænd, da Plantningsarbejdet gik bedst, og mange af disse Mænd udførte hver for sig inden for sit Omraade et stort Arbejde, navnlig omkring Juletid, ved at samle Bestillingerne ind paa, hvad hver enkelt maatte ønske af Naale- eller Løvtræer til Plantning af Lærækker omkring Gaarde og Marker eller til Anlæg af mindre Plantager. Bestillingslisterne samledes hos mig, og vi fik derefter regnet ud, hvor mange Planter, der skulde bruges, hvad hver enkelt Modtager skulde betale, og hvad han kunde faa i Statstilskud, hvorefter det var en interessant Opgave at fremskaffe det nødvendige Plantemateriale i en god Kvalitet, men til en billig Pris.
     Tillidsmændenes Arbejde mindskedes stærkt gennem Aarene, idet Folk efterhaanden henvendte sig direkte til Udleveringsstedet i Stedet for at lade Bestillingen gaa gennem Tillidsmanden.

     Hvordan Planterne til de mange Tillidsmænd og deres Distrikter efterhaanden fremskaffedes er lidt af et Kapitel for sig.
     Fra Herning havde jeg lidt Erfaring i Udlevering og Fordeling af Planter gennem ca. 10 Aar, idet jeg for Hammerum Herreds Plantningsforening ledede Indsamlingen fra de forskellige Planteskoler og Fordelingen til de enkelte Kredsforstandere, men det var jo i Virkeligheden kun et lille Antal, der da brugtes i Forhold til, hvad der nu krævedes i Sønderjylland. Her havde jeg Ansvaret for, at det var godt Materiale, der blev udleveret til Bestillerne og tillige, at Prisen var saa rimelig som muligt. Allerede i 1921 havde jeg begyndt en Planteskole i Løgumkloster, men den blev nedlagt i 1923 paa Grund af Kartoffelbrok de fleste Steder i Byen, saa Planter ikke maatte udleveres fra Løgumkloster. I 1924 havde vi et noget vanskeligt Aar, og i 1925 begyndte vi derefter med Udlevering i Skærbæk, hvorfra der ikke alene var god Forbindelse med Statsbanerne, men tillige med Amtsbanen over Arnum, Gram, Toftlund, Agerskov, O. Jerstal, Marstrup o. s. v. Af Lastbiler havde man næsten kun de gamle tyske Krigsbiler.
     At Planteudleveringen var flyttet til Skærbæk vakte ikke udelt Tilfredshed. En Dag fik jeg Brev fra Direktør Dalgas om at give Møde paa Birkebæk, idet en Gartner i Tønder havde skrevet til Redaktør Bjerregaard, "Dansk Gartner-Tidende", om en Sag, der foruroligede alle Vestkystens smaa Handelsgartnere, nemlig at Konsulent Fromsejer i Løgumkloster havde fundet for godt at sælge Frugttræer og Sirbuske, og han haabede, at "Alm. Dansk Gartner Forening" ville finde Udveje og Midler til at afhjælpe denne Uskik. Da jeg kom til Birkebæk havde Dalgas modtaget en Skrivelse fra Foreningen, hvorpaa Kontorchefen i Viborg, (Flensborg) som Randbemærkning havde tilføjet: "Fromsejers Plantehandel har vakt stor Utilfredshed." Sagen var ganske enkelt, at jeg sammen med Skov- og Læplanterne havde taget nogle faa Frugttræer og Sirbuske hjem til et Par Medhjælpere, men saadan var Forholdene dengang.
     Hedeselskabets Svar til A. D. G. F. blev en henvisning til, at man f. Eks. i Hammerum Herreds Plantningsforening udleverede saavel Naale- som Løvtræer, Frugttræer, Frugtbuske og Havefrø m. m. Der var der som i andre Foreninger fuld Tilfredshed hermed, og dermed sluttedes Sagen. Udleveringen fortsattes og udvidedes gennem Aarene.
Jeg havde stadigvæk Lyst til at starte Planteskole, og i Virkeligheden maatte det anses for nødvendigt for en passende Udlevering og et Forbrug af Planter at have en Basis, hvorfra man kunde supplere de indkøbte Planter, ligesom det naturligvis, var betydeligt bedre, naar man kunde udlevere Planterne direkte fra Planteskolen. I 1926 lejede Plantningsselskabet formedelst 100 Kroner 2 Tdr. Land direkte ud mod Landevejen Tønder-Ribe og modsat Frimenighedskirken i Skærbæk, og dermed var gjort den første Begyndelse til "Skærbæk Planteskole". Som bekendt er den senere Gang paa Gang blevet udvidet ved Tilkøb af Arealer, naar Lejlighed gaves. Da jeg pensioneredes i 1961, var der Planteskolekulturer paa ca. 50 Td. Land.
     De Arealer langs Landevejen syd for Skærbæk, som vi i de første 10 Aar erhvervede eller lejede, laa meget smukt og var altid holdt godt i Orden, saa de til Stadighed blev besøgt og benyttet som et Slags Anlæg for Byens Beboere, ligesom Trafikanterne let fik Øje paa det nye, som var skabt. Udviklingen fortsatte, og vi maatte efterhaanden afstaa forskellige Arealer, bl. a. til Skærbæk Kommune til Bygning af Alderdomshjem. De øvrige Arealer er nu delvis bebygget med Konfektionsfabrik, Bogtrykkeri, Møbelfabrik, og i Løbet af et Aars Tid opfører Tønder Amt et Plejehjem paa nogle af de tidligere til Planteskole benyttede Arealer.

De kraftige Hegn, der inddelte den oprindelige og ældre Del af Skærbæk Planteskole.

     Planteskolen maatte derfor sikre sig i Tide og købte i 1947 nord for Byen mellem Ribe Landevej og Vejen til Frifelt den Søren Degn tidligere tilhørende Gaard med et Areal paa ca. 60 Tdr. Land. Efter at Jorden delvis er blevet mageskiftet, Bygningerne solgt og der senere er tilkøbt betydelige Arealer, har Planteskolen nu formentlig faaet sit blivende Sted paa passende, velegnet og velbeliggende Jord.
Endvidere maa det vel nævnes, at vi ogsaa i sin Tid fik de forskellige nødvendige Maskiner for at kunde drive, udvide og rationalisere Virksomheden. Dette blev ogsaa nødvendigt, fordi det efterhaanden begyndte at knibe med Personale.
     Planteskolens Pakkehus, Redskabsrum og Kontor flyttedes fra de tidligere Arealer op i Hjørnet mellem Landevejen til Ribe og Frifelt-Vejen, hvor de udvidedes til en efter Forholdene passende Størrelse og i Forhold til den Omsætning, der var. Nu efter Aars Forløb er de alt for smaa, da der her baade skal pakkes og foretages Detailhandel, ligesom de mange Biler, der er kommet til i de senere Aar, bevirker, at der i Sæsonen Foraar og Efteraar ofte holder mellem 10 og 20 Biler og venter paa Ekspedition.

     Oprettelsen af Fredskovsplantager efter 1920 var vel nok det, der blandt Landsdelens Beboere kom langsomst i Gang.
     A/S Plantningsselskabet Sønderjylland startede med Køb af to Hedearealer saa tidligt som 1919, nemlig Løgumkloster Plantage og Egebæk Plantage. Der, hørte til disse to Arealer næsten ingen Agermark, men de var begge damppløjede i 1911, uden at Harvning var foretaget. Lyngen trivedes særdeles godt begge Steder og efterhaanden fik vi med Hestekraft eller de mere moderne, noget mærkelige Maskiner, der allerede da kaldtes Traktorer, harvet og pløjet Arealerne, saaledes at de kunde tilplantes. Her blev jeg - ved Arbejdet med disse to Plantager - i Hovedsagen kureret for Hedetilplantning og gik mere ind for at tilplante magre, lette, dyrkede Arealer. Der var en for langsom Udvikling for de paa Hedejord plantede Træer.
     Der kom god Gang i Læplantningsarbejdet, som fortrinsvis skete paa de lette Jorder og da hovedsagelig med Tjørn, men Arbejdet med Anlæg af Plantager, hvorpaa der lagdes Fredskovspligt, ved hvilket Ejeren kunde faa 1/s af Udgifterne til Jordarbejde, Beplantning og Efterplantning godtgjort ved Ansøgning til Ministeriet og ved Fremsendelse og Anbefaling fra Det danske Hedeselskab, vilde ikke rigtig komme igang. Nogle Mænd i Nr. Rangstrup Herred anlagde dog Fredskovsplantager, og i Løbet af 5-6 Aar lagde man Mærke til, at de kunde borttage et ikke ubetydeligt Antal Juletræer og derved fik nogle haardt tiltrængte Kroner ind som Indtægt.
     Imidlertid var der ved Genforeningen kommet en særdeles udmærket Mand, Lærer Alfred Torp fra Aalborg, ned til Tønder, og han gjorde sig - som Lærer ved den tyske Skoleafdeling - meget afholdt. Han var paa mange Omraader med til at støtte det danske Arbejde, og han fremsatte, som Byraadsmedlem, Ønsket om, at Tønder By anlagde en Plantage, til hvilket Formaal A/S Plantningsselskabet Sønderjylland i 1925 afstod ca. 60 Ha Hede i Abild Sogn til Tønder By, der her vilde beskæftige det ikke ringe Antal Arbejdsløse, som paa dette Tidspunkt fandtes i Tønder. Det ret omfattende Arbejde, der maatte til for at kunne tilplante det tidligere damppløjede Hedeareal, førte til, at vi ofte traf sammen og drøftede, hvad der kunde gøres for at fremme Plantningssagen i Omraadet, saa da Indenrigsminister Berthel Dalgaard, der var T'orps Partifælle, i anden Anledning i 1932 var i Tønder, fik Torp aftalt et Møde paa Amtshuset i Tønder, hvor Grev Schack, Berthel Dalgaard, Lærer Torp og jeg var til stede. Her lovede Berthel Dalgaard, at sætte al sin Indflydelse ind paa at fremskaffe yderligere Tilskud til Fremme af Plantningsarbejdet i Sønderjylland.
     Dette Møde blev skelsættende for Udviklingen af Plantningssagen hernede, idet vi kort efter fik Meddelelse om, at Rigsdagen havde bevilget et dobbelt saa stort Tilskud som i det øvrige Land til Anlæg af Plantager, og til Hegns- og Smaaplantninger gennem Det danske Hedeselskab.
     Nu kom der Gang i Plantningsarbe j det. Mange Fredskovsplantager oprettedes, væsentligst paa Agermark, og dette, at vi hernede plantede 8.000 Gran pr. Ha, medens det normale var 6.000, gjorde, at der fra de nye Plantager ret hurtigt skaffedes Ejerne en kærkommen Indtægt ved Salg af Juletræer. Der var aldrig kommet saadan Gang i Plantningssagen, dersom vi ikke havde faaet det særlige sønderjydske Tilskud, der varede ved en Aarrække. I det gamle Land følte man sig efterhaanden forfordelt, og her opnaaedes derfor ogsaa i nogle faa Aar 2/s Tilskud til Oprettelse af Plantager. Statstilskuddet kom derved op paa saa store Beløb, at de i Ministeriet blev betænkelige og atter nedsatte Tilskuddet generelt til 1/s, medens vi hernede endnu i nogle Aar beholdt det dobbelte Tilskud til Smaaplantningssagen. En sønderjydsk Plantningsforeningsformanl udtalte ved en Generalforsamling i De samvirkende Plantningsforeninger, at han nu syntes, Skellet mellem det gamle Land og Sønderjylland ogsaa burde slettes med Hensyn til at opretholde forskellige Tilskud til Smaaplantningssagen. Denne Udtalelse, der blev refereret i Aviserne, fandt Ministeriet, og saa blev det ogsaa her slut med det ekstraordinære Tilskud.
     Det kan anføres, som det stod i Aviserne ved min Afgang 1. November 1961, at der siden 1920 gennem de lokale sønderjydske Plantningsforeninger inden for Hedeselskabets 12. Distrikt var udleveret ca. 100 Mill. Planter og paa samme Tid inden for Distriktet var oprettet ca. 170 Fredskovsplantager med et samlet Areal paa 4.040 Ha.

     A/S Plantningsselskabet Sønderjylland, der, stiftet af Det danske Hedeselskab og i snart 50 Aar i nøje Samarbejde med dette, har vel nok været med til at gøre den største Indsats paa Plantningsomraadet i Sønderjylland siden Genforeningen. Selskabet ejede ved Regnskabsaarets Afslutning for 1960-61 (Status pr. 31. Marts 1961) følgende Arealer: Skærbæk Planteskole, Ejendommen paa Ribevej 13, Løgumkloster Plantage, Egebæk, Skærbæk, Kalby, Sølvbæk Hede, Faarhus, Torsbjerg Sdr., Lundsmark Hede, Nybo, Hungerborg, Krusaa, Kjemslund, Grev Schacks, Rømø-Arealet, Herulf Plantage, Fælled Plantage, en mindre Part af Frestrup Plantage og et Hedeareal ved Brøns, ialt et samlet Areal paa ca. 934 Ha. Paa disse Ejendomme fandtes praktisk talt ingen Gæld, medens Selskabets kontante Reserver var af en betydelig Størrelse.

     Efter at Hedeselskabets Sekretær, Redaktør Harald Skodshøj, Viborg, i 1934 havde holdt et Foredrag om Hedeselskabets Virksomhed og Plantningsarbejdet i Sønderjylland i Handels- og Kontoristforeningen i København stiftedes A/S Københavns Plantageselskab. Til Dette Selskab tegnede betydende Industri- og Forretningsfolk i København ca. 100.000 Kroner i Aktiekapital for at fremme Plantningsarbejdet i Sønderjylland, og jeg havde den Glæde at lede Arbejdet i de forskellige Plantager: Lundbæk, Københavns Plantagen, Fabr. Jørgen Petersens Plantage og D. D. T. Plantagen fra Stiftelsen og ind til min Pensionering. Det var mange interessante Ture, jeg havde med disse initiativrige Mænd ved Købet af Arealer og senere Besigtigelser, efterhaanden som der tilplantedes. Som Selskabets første Formand valgtes Grosserer Cornelius Petersen, København, og efter hans død i 1947 blev Direktør Alb. Jørgensen, Hellerup, formand. Det glædede mig overordentligt at ledsage denne travlt optagne Mand med Frue og øvrige Bestyrelsesmedlemmer eller Venner paa de aarlige Besigtigelsesture i de forskellige Plantager. Der blev altid gjort noget for at skaffe de forskellige Opsynsmænd med Familier bedre Vilkaar at bo under, og der var altid noget godt med til samtlige Børn.

Lundbækgaarden i 1934, hvor den gamle Poppel paa Gaardspladsen var det eneste Træ i vid Omkreds. Nu er der lukket Skov til alle Sider, tilplantet som Lundbæk Plantage af A/S Københavns Plantageselskab.

     Københavns Plantageselskab paatænkte i 1937 at udvide Plantagearealet ved Køb af et betydeligt Areal. Jeg fandt et kønt ensartet, velbeliggende Agermarksareal, tillige med noget Egekrat ved Faarhus, hvor Ejerne havde tilbudt at afhænde Arealet omfattende ca. 75 Ha for 325-350 Kroner pr. Ha; men da jeg mødtes med Selskabets Bestyrelse ude paa Arealet, hvor der skulde tages Stilling til Købet, nævnte Grosserer Cornelius Petersen, at jeg formentlig ikke havde noget imod, at han havde indhentet en sagkyndig Udtalelse om Jordernes Egnethed til Plantage, hvilket jeg selvfølgelig kun kunde godkende. Resultatet var, at den Sagkyndige havde fraraadet at købe Arealet, uden at han havde set det eller havde nogen Kendskab dertil. - Saadant kunde ske dengang. Om Aftenen, da jeg kom hjem, telefonerede jeg straks til Forretningsudvalget for Plantningsselskabet Sønderjylland: Borgmester J. Paulsen, Landstingsmand Alfr. Kristensen og Gaardejer Jens Hørliick, Skodborg, og forklarede Forløbet af Dagens Forhandlinger, og fik straks Tilslutning til, at Plantningsselskabet Sønderjylland købte Arealet for den tilbudte Pris. I dag staar her een af A/S Plantningsselskabet Sønderjyllands bedste Plantager: "Faarhus Plantage".
     Da Hedeselskabets og Plantningsselskabets Direktør C. E. Flensborg nogle Maaneder senere kom ned for at besigtige Arealet, priste han Selskabets Forretningsudvalg for det udviste Initiativ og Forudseenhed, ved at sikre sig et saa velegnet og skønt Areal, hvor der efter hans Opfattelse ville opvokse en prima Plantage, som i de tilstødende Arealer: Frøslev Statsskov og Bossens Plantager.
     Københavns Plantageselskab erhvervede nogen Tid derefter Arealer ved Thyregod i Midtjylland, men ved vore Plantagerejser er Repræsentanter for Københavns Plantageselskab naturligvis til Tider kommet ind gennem Plantagen og har set, hvad de var gaaet Glip af.

     Een af de Mænd, hvis Navn vil være uløseligt knyttet til Agitationen for Fremme af den sønderjydske Plantningssag, var Forstander Hans Hansen, Landbrugsskolen, Graasten.
     Vinteren 1945 tog Hansen og jeg ud og talte for den Sundevedske Landboforening i Forsamlingsgaarden i V. Sottrup, for de- Alsiske Landboforeninger i Sønderborghus i Sønderborg og paa Nr. Herredshus i Nordborg, hvor Hansen holdt landbrugsfaglige Foredrag. Tillige anbefalede han Beboerne paa de gode Jorder at støtte de Folk, der ville plante paa den magre, midtsønderjydske Jord, og jeg holdt Foredrag om Plantningssagen. Der var overalt fuldt Hus, og det resulterede i, at der vest for Kidskelund oprettedes: "Tvillinghøj-Sundeved Plantage", nord for Østergejl "Alsingernes Plantage" og endelig fik "Graasten Plantageselskab" et dejligt Plantageareal i Broderup: "Broderup Plantage".

Forstander H. Hansen, Graasten.	Konsul, Direktør Kr. Hansen, Aabenraa.

     Endvidere maa det nævnes, at Firmaet "Cimbrias Tømmerhandel", Aabenraa, har anlagt Plantagerne: Cimbria I i Lille Jyndevad, Cimbria II i Store Jyndevad, Cimbria III i Frestrup og Cimbria IV i Rødekro.
     Initiativet til Anlæg af disse Cimbria-Plantager tog Selskabets initiativrige Direktør Kresten Hansen allerede omkring 1937 med fuld Tilslutning af Selskabets øvrige Bestyrelse: Borgmester Holger Fink, Arkitekt Jep Fink, Købmand Mathias Nielsen og Købmand Hans Jessen, Nr. Hostrup. Det blev til ialt godt 400 Ha. Næppe nogen anden Privatmand har i Sønderjylland personlig taget Initiativet til en saa maalbevidst Indsats.
Nævnes bør det ogsaa, at Statens Jordlovsudvalg i Tønder i sine Direktiver gennem adskillige Aar og i Særdeleshed med Niels Frederiksen som Direktør i Bevillingsskrivelserne fik anført, at Udvalget ogsaa kunde tilplante dertil egnede Arealer paa de magreste Boniteter. Paa Rudebæk ved Hovslund blev der saaledes paa de magreste Lokaliteter anlagt tre Fredskovsplantager samt Smaa-Plantninger og Læhegn.
     Endvidere har Udvalget anlagt Plantager ved O. Jerstal, ved Almstrup og andre Steder, hvor Jorden syntes for daarlig til Oprettelse af Husmandsbrug. I denne Forbindelse kan det anføres, at jeg, som Hedeselskabets Tilsynsførende, med mine Medarbejdere, i Særdeleshed Skovfoged Schjær Jacobsen, Løgumkloster, har udarbejdet Planer for Læplantning omkring 2.000 nyoprettede Husmandsbrug i Sønderjylland. Dette Arbejde kom igang efter et Møde i 1932 i Gram, til hvilket Møde Gaardejer Mads Varming, Raahede, (Formand for Husmandsbrugskommissionen i Tønder Amt) og Gaardejer Jens Hørluck, Skodborg, (Medlem af Jordlovsudvalget) var Indbydere.

     Niels Frederiksen var med fuld Musik gaaet ind for at hver nyoprettet Ejendom maatte faa Lætræer for indtil 100 Kr., men Brugeren skulde afgive Erklæring om at vedligeholde, renholde og frede Plantningen. Senere suppleredes dette med yderligere 100 Kr. til Plantning i Markskellene.

     Det bør formentlig ogsaa huskes, at man i Reglerne for Menighedsraadenes Afstaaelse af den til Kirkerne hørende Jord, fik Ret til, ud over det Beløb i Grundskyld, hvortil der magtte beholdes Jord, at oprette Fredskovsplantager paa Jord tilhørende Kirken. Det kan nævnes at følgende Plantager oprettedes ud fra denne tilladelse: Bevtoft Præstekald har 4, Hellevad Præstekald 3, Nr. Løgum Præstekald 1, Bov Præstekald 1, Natmark Præstekald 1, Skærbæk Præstekald 2, Uge Præstekald 2 og Hostrup Præstekald 1 Fredskovsplantage.

     Omkring 1932 meddelte Ejeren af Rens Hedegaard, at han kunde ønske at sælge det til Ejendommens Barakbygninger hørende Areal paa ca. 280 Ha til Anlæg af Plantager. Det var ikke saa let paa dette Tidspunkt at finde en Køber til saa stort et Areal, og en Overgang forhandledes derfor med Landbrugsministeriet om at overtage Arealet, som kort før første Verdenskrig var blevet sammenkøbt af Kommerceraad Hubsch i Flensborg og vel nok udgjorde den ringeste af de 12 Herregaarde, som det er blevet sagt, at han paa dette Tidspunkt ejede. Paa Arealet havde der været nogle Smaa-Ejendomme, der var blevet revet ned, og det hele var groet til med Lyng, hvorfor Hubsch lod Arealet damppløje med en Plov, der gik ca. 75 cm i Dybden og blev trukket af en Staalvire mellem to store Lokomobiler. Arealet mergledes med den gode Mergel fra Lejet i Ladelund (Syd for den senere Grænse). Mergelen blev kørt ud paa hele Arealet paa Tipvognsspor og blev spredt af russiske Krigsfanger. Væltede der nogle Tipvogne blev Mergelen liggende, hvor den var faldet, saaledes at Arealet stedvis blev stærkt overmerglet, og dette kan formentlig i nogen Grad have været medvirkende til, at der er kommet stærke Angreb af Rodfordærveren i den nye Plantage.
     Imidlertid afslog Ministeriet at købe Arealet med den Begrundelse, at det laa for tæt op ad Grænsen, og at det kunde lette Overgangen for Smuglere.
     Imidlertid interesserede Gaardejer Jens Hørliick, der var Medlem af Hedeselskabets Repræsentantskab fra 1921 og kom i Bestyrelsen fra 1941, sig meget for at faa Spørgsmaalet løst, og Resultatet blev, at Landeværnet overtog Ejendommen og efter Aftale overdrog de 180 ha til Det danske Hedeselskab, der hermed fik sit eneste Plantageareal i Sønderjylland. 100 ha blev afhændet til Skibelund-Foreningen ved Askov, og saavel Det danske Hedeselskab som Skibelund-Foreningen har hver nu en stor, smuk og sammenhængende Plantage paa det tidligere i det væsentligste uopdyrkede Areal, hvor Sandflugten inden Tilplantningen hvert Aar hærgede paa de pløjede Omraader.

     Planterne mod Vest vil ofte i de yderste Rækker være stærkt udsat for Vindslid og Ødelæggelser naar man - som i tidligere Tider -- plantede et Læbælte af ene Hvidgran, og Spørgsmaalet om Sikring af Planternes Yderrækker, særlig mod Vust og Nord, har interesseret mig en Del. Bl. a. derfor brugte jeg i den første Tid hernede at plante hveranden Hvidgran og hveranden Ædelgran i Læ-Rækken, men bedre end Ædelgran viste Nordmanniana sig at være.

Egeudkant, plantet paa Dige om Kalbygaard Skov nordvest for Skærbæk.

     Langt bedre er det imidlertid at skabe et Læ af Ege. Med Arbejdskraft nok, rensede vi en Læbæltestribe ved Dyrkning af Roer, Kartofler eller Brakning, og Løvtræsbæltet kom da til at bestaa af Egerækker med Rødel som Udfyldningstræer og forskelligt andet.
     I de senere Aar plantede jeg dog 2 eller 3 Rækker Eg i 2., 4. og 6. Planterende og satte her 2 Eg og 1 Bjergfyr pr. m. Selv om en saadan Plantning ingen Renholdelse faar, betragtes Bjergfyrrene som et Kulturmiddel, der efter kort Tids Forløb skal borthugges og Egene skal nok klare sig.

     Da Arbejdsløsheden i Midten af Trediverne var stor, blev der, efter mange Forhandlinger mellem Arbejdsministeriet og Det danske Hedeselskab, bevilget store Beløb til Bekæmpelse af Arbejdsløsheden, mod at Hedeselskabet overtog hele det store Administrationsapparat. Det førte til Oprettelsen af "Det flyvende Korps".
     Der antoges efterhaanden, navnlig efter 1938-39, Skovfogeder og Arbejdsledere overalt til at tage sig af de mange Forhandlinger, der maatte til, for at faa fremmet og gennemført systematiske Læ- og Smaaplantningsanlæg. Hedeselskabets lokale Skovrider skulde godkende Planerne og give dem sin Anbefaling, inden disse gennem Hedeselskabet blev indsendt til Arbejdsministeriets Godkendelse.
     Med Undtagelse af Marskegnene og Øst for Hovedvej 10 rejste jeg rundt og oprettede lokale Plantningslaug i praktisk talt alle Sogne i mit Distrikt.
     Selv om et saadant Arbejde fra Begyndelsen mødte mange Vanskeligheder, maa det dog siges, at Organisationen og Tilrettelægningen fik stor Betydning, men det maa ses og vurderes i Sammenhæng med, hvad de forskellige Plantningsforeninger præsterede. Resultaterne ses nu overalt.
     Da Arbejdet havde sit største Omfang, skulde Lodsejerne intet betale for Jordarbejdet, og Planterne udleveredes med et Tilskud paa 50 %. Der er nu helt ændrede Regler for det kollektive Læplantningsarbejde.

     En sideløbende Foranstaltning blev ogsaa af beskæftigelsesmæs, sige Grunde gennemført, idet der oprettedes et "Skovhuggerkorps", der kunde rekvireres paa meget rimelige Betingelser til at udføre Gennemhugst og Udtynding i de opvoksende, i Særdeleshed i mindre, men ogsaa i større Plantager. Saadant Arbejde gennemføres stadigt, selv om Betingelserne ikke mere er saa økonomisk lempelige for Rekvirenterne.

     De forskelige lokale Plantningsforeninger er samlet i "De samvirkende Plantningsforeninger". De mødes hvert Aar i den skønneste Sommertid paa en 2-Dages Tur, hvor der først holdes Generalforsamling, der i Almindelighed tæller ca. 200 Deltagere fra de forskellige Landsdele. Der aflægges Beretninger om, hvad Samvirksomheden i Aarets Løb har foretaget. Andendagen har der oftest været Ekskursion, for at give Deltagerne Indtryk af, hvorledes Arbejdet de forskellige Steder er gennemført.
     Jeg havde den Ære at sidde i Samvirksomhedens Bestyrelse fra 1946 til 1961, og vi havde hvert Aar særdeles interessante Forhandlinger med Repræsentanter for de forskellige Planteskoler, der leverede Planter, og jeg tror, at mit Kendskab til Planteskoledrift og Plantehandel ogsaa i dette Tilfælde kom Forhandlingerne til gode,ligesom de mange interne Spørgsmaal, der blev drøftet, kom mig til Gavn ved min Ledelse af "Skærbæk Planteskole".
     I 1961 havde jeg den Glæde at modtage "De samvirkende Plantningsforeninger"s store Sølvbæger.

     I Plantningsselskabet Sønderjylands Forretningsudvalg var det ofte blevet drøftet, at Selskabet burde paatage sig at være behjælpelig ved Anlæg eller Omlægning af de til Ejendommene hørende Haver, og det resulterede i, at vi i Planteskolen i 1945 ansatte Havebrugskandidat A. Diemer som Raadgiver for de mange, der efterhaanden købte Haveplanter i Skærbæk Planteskole. Det viste sig hurtigt, at en saadan Ordning var for dyr for Planteskolen, og derfor startede Landboforeninger, Husmandsforeninger, og Plantningsforeninger paa Skærbæk, Toftlund, Rødding og Skodborg-Egnen, sammen med Skærbæk Planteskole "Havebrugsudvalget for den nordvestlige Del af Sønderjylland" med Gaardejer Ejner Hansen, Bjørnekjær, som Formand og Folketingsmand J. P. Jensen, Agerskov, som Næstformand. Udvalget gik ind under de sædvanlige Regler for KonsulentAnsættelse med fra 1946 Konsulent Diemer, i 1949 Konsulent Wistie Raae og siden 1954 har Havebrugskandidat Arne Knudsen paa udmærket Maade varetaget Udvalgets Virksomhed.
     I 1940 var startet "Grænselandboforeningernes Havebrugsudvalg" med Havebrugskonsulent Frøken Surlykke-Petersen fra Palæet i Graasten som Konsulent for samtlige Landboforeninger paa Als, Den Sundevedske, Vis Herreds, Slogs Herreds, Det blandede Distrikts og Løgumkloster Landboforeninger, paa Initiativ af Forstander Hans Hansen, Landbrugsskolen, Graasten, og Gaardejer Hans Schmidt, Kollund.
     Dette Havebrugsudvalg har i over 25 Aar udført et ganske fortrinligt Arbejde med Raadgivning, i Særdeleshed ved Omlægning af gamle, store Haver, saaledes at de blev mere tilpasset Tidens Forhold. Der er i ret stor Udstrækning ogsaa givet Vejledning til Beplantning ved forskellige Anlæg i Byerne, ved Sportspladserne og omkring Alderdomshjem m. v., og Fru Surlykke har igennem disse Aar udført et ofte slidsomt, men meget paaskønnet Arbejde.

     I Jagtlovgivningen var indført en Bestemmelse om, at en Del af det Beløb, Jagtkortene indbragte, kunde bruges til Plantning for Vildtet. Der blev udgivet en Pjece "Plant for Vildtet", hvori anvistes, hvorledes der burde plantes og hvilke Vækster, der burde benyttes. Ansøgningerne skulde indsendes til den lokale Jagtkonsulent, og Hedeselskabets Skovrider skulde derefter udtale sig om Betimeligheden af, at Ansøgningen blev imødekommet. Planterne kunne faas Efteraar eller Foraar, og Modtageren skulle kun betale 10 0/o af Planternes Pris.
     Der kom her en stor Mulighed for at faa leveret billige Planter, men Spørgsmaalet var at faa godkendt og tildelt de Planter, som Ansøgerne ønskede. Jagtplanterne maatte ikke kaldes Hegns- eller Læplanter. Langt om længe fik vi gennemført en Ordning, saa dobbeltrækkede Tjørnehegn kunde betragtes som en Vildtremise.
     Igennem en hel Del Aar udsendte vi, sammen med Cirkulærer om Plantepriser og Bestillingslister, trykte Bestillingskort med Jagtkonsulentens Adresse paa, saaledes at der kunde rekvireres Skemaer til Ansøgning blot ved at paaføre Navn og Adresse.
     Der blev herigennem Lejlighed til at udsende et ret stort Antal Planter, som dækkede Begreberne Hegn og Vildtremiser.

     Efter at Vanskelighederne med Planteskolen i Løgumkloster og Besværlighederne med at ordne Planteudleveringen i Skærbæk, men med stadig Bopæl i Løgumkloster havde vist sig at være uhensigtsmæssig, kom en Løsning paa Spørgsmaalet. Min Svigermor i GesingSkærbæk tilbød, at hendes Datter kunde overtage hendes Gaard, og vi flyttede da dertil omkring November 1927.

Luftbillede af den gamle Slægtsgaard i Skærbæk-Gesing.

     Min Hustru, Christiane, var født 6. November 1898 paa Gaarden i Gesing, som hendes Fader drev ind til sin Død, hvorefter hendes Moder fortsatte, bistaaet af Broderen, Søren Degn, Skærbæk-Nørby.
     Min Svigerfar, der var Optant, opnaaede, trods gentagne Ansøgninger, ikke at blive tysk Statsborger, idet han fra Indenrigsministeriet i Berlin i Juni 1903 fik Meddelelse om, at han ikke kunde blive tysk Statsborger, idet ha:-1 ikke "besad de for at blive Preusser nødvendige Egenskaber," me a min Hustru Christiane derimod fik, efter Ansøgning, tysk Statsborgerret i Maj Maaned 1907, mod at der betaltes et Gebyr paa 50 Mk. til den tyske Amtsforstander i Skærbæk.
     Christiane gik i den tyske Kommuneskole i Skærbæk fra 1. Maj 1905 til 7. Marts 1913, blev konfirmeret i Skærbæk Kirke 13. Marts samme Aar. Efter Konfirmationen var hun en Sommer paa Skibelund Efterskole og senere paa Ribe Katedralskole, hvor hun tog Realeksamen 6. Juli 1916. Hun var derefter paa Ankerhus Husholdningsskole i Sorø og tog saa den 15. Juli 1925 Studentereksamen ved Universitetet i København efter 2 Aars Ophold paa Løgumgaard Artiumskursus.
     Min Hustru, Christiane, var allerede som Barn dansk indstillet, og kun modvilligt deltog hun i Optogene paa Kejserens Fødselsdag og ved andre nationale tyske Sammenkomster. Hun var bevidst dansk, og hele sit Liv kæmpede hun for, at den Jord, hun havde arvet efter Fædrene, skulle forblive paa danske Hænder. Hun var stærkt knyttet til Slægten, og jeg kender ingen, der havde mere udtalt Slægtsfølelse end hun.
     Da vi kom til Fødehjemmet, og hun havde sin lille Dreng med, var det vel nok en af de største Oplevelser for hende og for hendes Mor. I sine bedste Aar gik hun helt op i at føre Hjemmet og dets gode Traditioner videre-, og gennem de Aar, der fulgte, til vor Søn Peder i 1952 kunde overtage sin Mors Fødegaard, udførte hun et meget stort Arbejde for at indfri de Krav, der stilledes til en Husmoder, som ogsaa skulde tage sig af Gaardens Drift, naar jeg, i min Egenskab af Distriktsbestyrer for Det danske Hedeselskab, var ude i Selskabets Anliggender, eller naar der, som det saa ofte og tit uventet skete, kom Gæster.
     Vi omlagde den gamle, mindre Have og Køkkenhaven til Prydhave efter en Plan, udarbejdet af Havearkitekt Wad fra Odense, og indtog i Forbindelse hermed et Stykke af Toften, hvor der plantedes 70, mest forskelligartede Frugttræer. Senere udvidedes dette Areal med yderligere 300 Frugttræer, som, saavidt det var muligt, holdtes fuldstændig renset, delvis med Haandkraft, delvis med Hestekraft, men væsentlig ved at min Hustru og en Pige gennem de første mange Aar holdt Haven og Frugttræerne eksemplarisk rene.

Christiane Fromsejer.	Kristen Fromsejer.

     Jeg kom med i mange Ting. Under et Besøg hos min Kones Fætter, Gaardejer Andreas Degn i Astrup, kom vi til at diskutere, at vi i den nordlige Del af Tønder Amt ikke havde en Landboforening, og Truels Beier fra Roager og jeg blev enige om at arbejde for Stiftelsen af en saadan, med det Resultat at "Skærbæk og Omegns Landboforening" stiftedes 27. August 1928, hvor jeg var Formand fra Stiftelsen til 19. Februar 1934. Derigennem blev jeg Medlem af Bestyrelsen for "Fælles Landboforeningen for Nordslesvig", og det gav Forbindelse med mange betydende Mænd fra hele Nordslesvig, ligesom det ogsaa gav nogen Anseelse udadtil, til Gavn for hele Plantningsarbejdet.
     Vi havde dygtige Konsulenter, først sammen med "Det blandede Distrikts Landboforening" Konsulent Nørgaard, Bredebro, senere Konsulent Aage Buchreitz, nu Ribe, og nu i mange Aar Konsulent P. W. Johnsen. Formandsposten havde Gaardejer Peter Thysen i Aaved i mange Aar, derefter Gaardejer Hans Kjær, Gaansager. Foreningen er nu, under disse Formænds Ledelse, vokset til at have et Medlemsantal paa 630.
     For Aar tilbage var jeg Repræsentant i "Dansk Jagtforening" for Tønder Amt og havde et meget interessant Arbejde ved at tilrettelægge Oprettelsen af Sogne-Jagtforeninger, men for ca. 30 Aar siden syntes jeg, at der burde yngre Kræfter til og opgav det iøvrigt interessante Hverv. Fra 1. April 1952 til 1. April 1961 havde jeg kongelig Udnævnelse som Formand for "Afløsning af Jagtretten i Tønder Amt".
     I Krigsaarene 1940-45 viste Tønder Amt mig den Ære og Tillid at udmelde mig som "Sagkyndig Medlem af Brændselsnævnet for Tønder Amt". Arbejdet her var egentlig interessant og gik gnidningsløst, selv om Tønder Amt var det mest brændselsfattige Omraade i hele Landet. Kom der Vanskeligheder med Klager til Amtet, bl. a. med Mose-Parcellers Udnyttelse, fik jeg altid Stridsspørgsmaalene udjævnet uden store Vanskeligheder, og jeg ved, at Amtmand, Grev Schack var taknemlig, naar saadan noget lykkedes. Saa vidt jeg husker, havde vi meget smaa Udgifter paa hele Foretagendet, og da der paany kunde faas Brændselsmateriale, og vi maatte realisere vore Reserve-Brændselsbeholdning, der, var oplagret i det gamle Elektricitetsværk i Bredebro, blev den endogsaa realiseret med et mindre Overskud.

     Selv efter Flytningen fra Hareskov gæstede Professor, dr. med. Edv. Ehlers os adskillige Gange i Løgumkloster og det gode Samarbejde, der var indledt, fortsattes. Jeg blev sammen med ham Medlem af det Udvalg, der blev nedsat for at genrejse Monumentet paa Krigsfangekirkegaarden i Løgumkloster. De øvrige Medlemmer var Grosserer Ferdinand Andersen, Kaptajn V. O. Harrel, Kontorchef Chr. Louw, Amtmand, Grev Schack og Apoteker J. Kjems. Monumentet er hugget i fransk Sandsten og tegnet af Arkitekt Arne Finsen, Den store Højtidelighed ved Monumentets Afsløring fandt Sted 15. Juni 1923, hvor en Række af Gæsterne drak Morgenkaffe i min Søster Johannes og mit Hjem i Løgumkloster.
     Naar Professor Ehlers gæstede Sønderjylland, kom han som Regel hos os baade i Løgumkloster og senere paa Gaarden i Gesing. Da "Ehlers-Hjemmet" blev bygget fik jeg den Glæde, at skulde finde et passende Areal til Bygning af dette, - det blev paa et meget naturskønt Sted ved Kelstrup Strand.
     Professor Ehlers var et af de mest betydende Mennesker, jeg har kendt, med mange og vidtspændende Gøremaal. Jeg' havde megen Glæde af at hjælpe ham tilrette ved mange Anledninger. Jeg tror, at kunde sige, at vort Venskab fortsatte indtil hans Død i 1937.

     I Plantningssagen havde jeg et meget intimt Samarbejde med Husmandsforeningerne, og i Jubilæumsskriftet hedder det bl. a.: "I de 25 Aar, der er gaaet siden "De samvirkende sønderjydske Husmandsforeninger" blev oprettet, er der blevet plantet meget i Landsdelen og Samvirksomheden har været og er stadig Medlem af "De samvirkende sønderjydske Plantningsforeninger". De lokale Husmandsforeningers Formænd er Distriktsformænd for Plantningsforeningerne, og der en gennem Aarene udleveret mange Planter til nedsat Pris til Medlemmerne. Som særlig sagkyndig Raadg'iver i Plantningsspørgsmaal har Skovrider Fromsej er, Skærbæk, stadig været rede til at give Vejledning til vore Medlemmer, og Husmandsforeningerne er Skovrider Fromsejer megen Tak skyldig for den Velvilje og Imødekommenhed, samt for den store Indsats han har gjort for P'lantningssagen i Sønderjylland."

     I Jubilæumsbogen for Landboforeningernes Virke om Flensborg Fjord gennem 100 Aar omtales mit Arbejde dernede forskellige Steder, og bl. a. skriver Formanden Erik Paulsen, Flensborg: "Meget synlig den Dag idag er Skovrider Fromsejers Foredrag og Besøg hernede. Værdifuld Læ omkring Marker, Gaarde, Skoler og Forsamlingshuse minder om hans Indsats,"
     Arbejdet i Sydslesvig hos vore Landsmænd interesserede mig meget og blev ogsaa støttet fra Det danske Hedeselskab. Efter Krigen 1940-45 deltog jeg, efter Indbydelse fra Det Slesvig-Holstenske Landbrugsministeriums Forstvæsen i adskillige Besigtigelser, af Skove og Plantager, ligesom jeg flere Gange var indbudt til at se Resultaterne af det store Arbejde, der efter "Programro Nord"s Stiftelse blev udført i Omraadet Flensborg-Slesvig-Heide, ligesom de tyske Skovfolk ogsaa gentagne Gange har besigtiget Hedeselskabets Arbejde i Sønderjylland og op gennem Jylland.

     Gennem mange Aar havde det været drøftet Mand og Mand imellem, hvor besværlig Forbindelsen til Rømø var. I Trediverne blev dette Forhold mere aktuelt, og der holdtes flere Møder om Sagen. Det første offentlige Møde fandt Sted i Skærbæk 5. Oktober, 1935, til hvilket Møde der, foruden de sønderjydske Rigsdagsmænd, Amtmanden og Amtsraadet, var indbudt de til Vadehavet stødende Digelag og Kommuner. Paa Mødet vedtoges følgende Udtalelse: "Forsamlingen udtaler Ønsket om, at Regering og' Rigsdag maatte finde Tiden inde til at lade undersøge, om der i Vadehavet ved Sønderjylalnds Vestkyst kan iværksættes Arbejder, der planmæssig gennemført og evt. støttet af en Dæmning til Rømø, maa antages at ville fremme Tilslikningen og i Tidens Løb en rimelig Landvinding.
     I bekræftende Fald maa Forsamlingen anse det for, særdeles ønskeligt, om det maatte være muligt at saadanne Arbejder, snarest kunde forberedes og, under Hensyn til Arbejdsløsheden, iværksættes hurtigst muligt. "
     Paa Mødet enedes man om, at udpege et forberedende Udvalg paa 7 Medlemmer til at arbejde videre for "Iværksættelse af Landvindingsarbejdet i Vadehavet". Til dette Udvalg valgtes Gaardejer B. Bundesen, Rømø, Amtsfuldmægtig Florander, Tønder, Skovrider Fromsejer, Skærbæk, Ingeniør Th. Q. Jacobsen, Tønder, Amtsraadsmedlem, Overportør Alfr. Kristensen, Bylderup-Bov, Gaardejer P. Obeling, Astrup, og Amtsraadsmedlem, Gaardejer Søren Degn, Skærbæk.
     Dette Udvalg arbejdede hurtigt, idet Ingeniør T. Q. Jakobsen, fra Hedeselskabets Konto i Tønder allerede 1. December 1935 havde udarbejdet en Plan for Bygning af en Dæmning til Rømø. I adskillige Artikler i Hedeselskabets Tidsskrift havde han i de foregaaende Aar behandlet Problemet.
     Hans Forslag og Plan blev omgaaende afgivet til Ministeriet for offentlige Arbejder, og Ministeriet nedsatte 7. Maj 1936 et nyt Udvalg, hvoraf jeg ikke blev Medlem. Dette store Udvalg afgav 26. Marts 1938 en Betænkning angaaende Dæmning mellem Rømø og Fastlandet og Landvindingsarbejder i Vadehavet inden for Rømø.
     Folketinget vedtog saavel Dæmningsbygning som Landvinding, og i 1939 paabegyndtes Arbejdet.
     Det var interessant at være med til at føre de første Forhandlinger og siden at følge Arbejdet, der dog blev forsinket ved Besættelsen, saaledes at Dæmningen først kunde indvies 18. December 1948.
     Det har, ogsaa været interessant at følge den udvikling, der har fundet Sted, siden Rømø-Dæmningen blev aabnet. Rømø er blevet en Ferieø. Der er blevet bygget Statshavn for Fiskeri og oprettet Turistsejlads mellem Rømø og Sild.
     Vejkronen paa Dæmningen er i Løbet af de sidste Par Aar blevet udvidet til den dobbelte Bredde og paa begge Sider af Dæmningen er der, takket være Faskiner og Grøbling, nu store grønne Omraader, hvor Vadehavet før gik direkte ind til Dæmningens Kant.

     Igennem mange Aar gik Havet, naar der var store eller mindre Stormfloder, langt ind i Landet, og store Værdier blev ødelagt. Den sidste Stormflod, der gik langt ind her ved Skærbæk, var i 1911, og min Kone kunde huske, at alt var Hav i Toften sønden for' Gaarden i Gesing, og at Vandet gik helt ind til Jernbanedæmningen. Et gammelt Sagn fortalte, at der skulde komme Mænd i røde Bukser op af Havets Skød og bygge en Dæmning fra Ballum og nordpaa, saaledes at de dyrkede Arealer inden for' Strandkanten blev beskyttede. Dette Sagn var gaaet i Opfyldelse under Digebygningen af Ballum-Søndernæs-Diget, der var paabegyndt i 1913 og blev færdig i 1918, idet franske Krigsfanger i deres farverige- Uniformer var indsat i Digearbejdet.
     Jeg havde den interessante Opgave at være valgt ind i Digelagets Bestyrelse i 1945 og var der indtil 1965, da jeg afløstes af min Søn Peder.
     Til Gaarden i Gesing hørte en Del Marskarealer og fra Jagtturene her i mine yngre Aar kendte jeg Omraadet meget godt. Det er min Opfattelse, at der ikke nu mere er de store Opgaver at tage fat paa, idet Diget er bygget særdeles solidt. Den store Stormflod i 1962, hvor der voldtes saa store Ødelæggelser langs Sydslesvigs og Holstens Vestkyst og bl. a. ogsaa inde i selve Hamborg tangerede kun Omraadet her med sin Nordflanke.
     Nu lever Marskbonden Livet sikkert og i Ro her. Nu behøver han ikke mere, som i gamle Dage, at tage Almanakken ned fra Bornholmeruret, naar Stormen tog i Ladeportens rustne Hængsler, og han behøver ikke at tænke paa i Nattens Mulm og Mørke ved Efteraarstide at skulde ud for at redde Kreaturerne hjem, hvis Stormfloden er i Vente. Digelagets Bestyrelse har faaet Ansvaret overladt og følger nøje Vejrligets Udvikling. Naar Trækfuglene i vældige Mængder flyver over Marsklandet, for at falde til Ro i Vadehavet mellem Fastlandet og Rømø, henter Strandjægerne aarligt Tusinder og atter Tusinder af Ænder og Gæs her.

     Da der i 1937 fra det Offentlige blev bestemt, at der for hver enkelt Sparekasse skulde være et Tilsynsraad, blev jeg Formand for dette indtil 1947, da jeg maatte opgive det som en af Følgerne af, at jeg i November 1945 paa en Rejse blev ramt af en Blodprop og indlagt paa Amtssygehuset i Aarhus. Jeg slap over Sygdommen, men havde gennem flere Aar ikke min fulde Arbejdskraft og naaede den vel næppe siden. Jeg forblev i Tilsynsraadet som Næstformand indtil 1964.
     Sparekassen var stiftet 1. Oktober 1860 og blev i Nationalitetskampens Tid en betydende Faktor og, i Særdeleshed under Pastor Jakobsens Tid i Skærbæk, et vigtigt Led i Modstanden mod den i disse mange Aar fremtrængende og ret aggressive Tyskhed.
     Sparekassen har altid været ledet af gode danske nationalsindede Mænd og derfor ogsaa løst betydende Opgaver for Skærbæk og Omegn gennem de mange Aar.

For at fremme en Virksomhed som den, jeg havde den Lykke at arbejde med igennem en Menneskealder, har det været af uvurderlig Betydning, at jeg havde et godt Samarbejde med Pressen.
     Bladene optog gerne Nyheder om Plantningsarbejdet og omtalte dette venligt, For at de forskellige, der skrev om det i Aviserne ogsaa kunde være orienteret om Plantningssagens Udvikling, indbød jeg hvert Aar samtlige Blades repræsentanter i Tønder til at deltage i en Besigtigelseskøretur, afvekslende til forskellige Egne i det Omraade, hvor der plantedes mest. Jeg tror, at det var af væsentlig Betydning for det gode Forhold, vi havde og for, at vi fik saa meget meddelt om Plantning ud over hele Landsdelen.

     I Foraaret 1952 flyttede vi fra Gaarden i Gesing til en dejlig Ejendom paa Ribevej 13 i Skærbæk, som Plantningsselskabet Sønderjylland havde købt. Her var to udmærkede Stuer til Kontorer samt en god Privatlejlighed, hvor vi boede til 1. November 1961, da jeg blev pensioneret. Vi flyttede saa ind i en nybygget Ejendom paa Aabenraavej 6 i Skærbæk.
     Allerede da vi flyttede fra Ribevej, havde min Kone i nogle Aar ikke været rask, det var som om hun ikke kunde forlige sig med at være flyttet fra Fædrenehjemmet. Hun tænkte til Stadighed tilbage paa Tiden der, og jeg tror, at Længslen blev stærkere endnu i vort nye Hjem paa Aabenraavej. Med Helbredet gik det stadigt tilbage, saa hun tilsidst maatte indlægges paa Tønder Sygehus, hvor hun sov stille ind 19. Maj 1964.

Hedeselskabets og Plantningsselskabets Kontorbygning ved Hovedlandevejen i Skærbæk. Det var hertil Kr. Fromsejer og Hustru flyttede i 1952.

     Det er egentlig mærkeligt at tænke paa, hvor ofte man igennem Aarene har været ude for farefulde Hændelser, og maaske har der været endnu flere, end man har været opmærksom paa. En Dag skulde jeg saaledes til Rødekro for at forhandle med Planteskolen der og syntes, at det kunne være helt rart ikke at skulde sidde bag ved Rattet, men tage den med Ro ved at tage med den nybyggede Jernbane fra Løgumkloster til Rødekro.
     Det var paa den Tid, man var begyndt at køre med Motortog. Da jeg kom til Skærbæk Station, var der givet Afgangssignal, og Toget satte sig ret langsomt i Bevægelse, men det forekom mig alligevel let at springe op og snuppe Haandtaget i den bageste Personvogn. Motorvognen begyndte at køre hurtigt, medens jeg stod paa Trinbrættet med venstre Ben og holdt med venstre Haand fast i Haandtaget, men kunde ikke faa mig drejet saa meget frem, at jeg kunde faa fat i Laagen til Perronen.
     Jeg var klar over, at hvis Kræfterne slap op, ville jeg falde ned mellem Personvognen og den bagved kommende Godsvogn. Saa var det, som om en usynlig Haand tog fat i min Frakke og trak mig op paa Bagperronen, da Toget havde kørt et Stykke. Dog kunde jeg ikke tale, før jeg kom til Bredebro.
     En anden Gang skulde jeg køre fra Parkeringspladsen ved Strandhotellet i Sønderhav, hvor Oversigtsforholdene ikke var for gode. Jeg mente at have set mig godt for, men en stor tysk Vogn, der kom med en Fart ud over det almindelige, dukkede op, da jeg var ved at svinge ind foran i dens Kørebane. Heldigvis var den tyske Vogns Bremser gode, men den lavede nogle slemme Spor i Asfalten. De gode Bremser var Aarsagen til, at der ikke skete en Ulykke.
     Een af de første- Gange, jeg blev virkelig bange, var da min Mor og jeg hentede Køerne hjem fra en Eng langt fra Gaarden. Jeg var kun en lille Purk, men der kom et heftigt Tordenvejr med stærk Regn og Lynene slog ned rundt om os. Min Mor var klar over, at jeg var bange, men hun trøstede mig med at sige: "Den Gud vil bevare, er uden Fare," og dette har jeg ofte tænkt paa siden.

     Da Skovrider Heineth i Efteraaret 1913 blev forflyttet fra Birkebæk, har det sikkert i høj Grad været Kommitteret Dalgas' økonomiske Sans og hans Ønske om Sparsommelighed, der fik ham til at ansætte mig, en af hans tidligere Elever fra Birkebæk, som Afløser for en Forstkandidat, og denne Sparsommelighed slog iøvrigt ogsaa stærkt igennem over for Birkebæk-Eleverne, der blev ansat ved Det danske Hedeselskab.
     Da Distriktsbestyrer, Folketingsmand J. P. Westergaard fra Herning var blevet Meddirektør, og vi i 1918 fik den første egentlige Lønregulering, var Birkebæk-Eleverne en Klasse for sig, nærmest en Underklasse, der ikke havde nogen Forening til at tage sig af de lønmæssige Forhold.
     Westergaard sørgede for sine.
     Men dette skal ikke komme Direktør Chr. Dalgas til Skade. Jeg holdt af ham, respekterede ham højt og saa op til ham som min Chef. Direktør Dalgas' økonomiske Omhyggelighed var sikkert den af hans mange Egenskaber, der bl. a. bragte Hedeselskabet sikkert gennem de kommende Aar, hvor Vanskelighederne ofte taarnede sig op paa forskellig Vis. Pengene var faa dengang, men Købekraften var god.
     Da jeg flyttede til Sønderjylland fik jeg ingen Lønforbedringer, - ikke som en Politimester, der kom herned og fik et Tillæg paa 5.000 Kr. aarligt over Lønnen, - men jeg fik dog gennemført at faa nogen Medhjælp. Her blev en rig Arbejdsmark.
     Sønderjyderne, der var kommet hjem fra Krigen, til udpinte Ejendomme, forsømte Marker, Bygninger og Haver, vilde nu leve med i det civile Liv, som før de maatte afsted i Krigen 1914-18.
     Jeg arrangerede i de første Aar mange Ture med Tog og Biler op i det gamle Land, for at Deltagerne kunde se, hvorledes der saa ud, og saaledes at de kunde komme paa Talefod med Befolkningen, hvor vi kom frem.
     I Landboforeninger, Husmandsforeninger, i Skoler og Gæstgivergaarde holdt jeg vel gennem Aarene over 200 Foredrag om Hegnsog Læplantning samt Anlæg af Plantager. Fra midt i 30-erne og i en Aarrække havde jeg her en god Støtte i Sekretær Har. Skodshøj, der kom ned fra Hovedkontoret i Viborg og fortalte om Læplantning og Hedeselskabet og viste Film, han selv havde optaget.
     Pressen, hvortil jeg, som nævnt, gennem alle Aarene havde et særdeles godt Forhold, blev forsynet med kortere eller længere Artikler og med Nyheder og Fyndord. Det betød saa meget, at der stadig blev mindet om Plantningssagen.
     Der var Fremgang, - det groede.
     Takket være, at jeg i Plantningsselskabet Sønderjylland fik et Forretningsudvalg, der støttede mig og altid med Forstaaelse saa paa de gentagne Udvidelser i Skærbæk Planteskole, - men ogsaa ved Køb af Arealer til Nyanlæg og Udvidelser af Plantager rundt i Landsdelen, var der stadig Fremgang.
     Forretningsudvalget, hvis Formand gennem de sidste 30 Aar har været Bankdirektør, Borgmester J. J. Paulsen i Tønder, bestod desuden af Gaardejer Jens Hørliuck, Skodborg, Amtsraadsmedlem Alfr. Kristensen, Bylderup-Bov, og efter de to sidstes død af Gaardejer Hans Hinrichsen, nu Dyrkobbel, Graasten, og Gaarde j er Anders Hørliick, Skodborg. Ingen skaanede sig, naar den sønderjydske P'lantningssag kunde fremmes.

Bankdirektør, borgmester J. J. Paulsen Tønder.

     Selv om Skærbæk Planteskole i min Tid naaede til at omfatte ca. 50 Tdr. Land, kunde den ikke paa langt nær producere de Planter, der var Brug for, og jeg fik derfor Lejlighed til en ret udstrakt Handel med Indkøb af Planter, hvorved jeg kom i Forbindelse med de fleste af Landets store Planteskoler. Denne Handel havde min særlige Interesse og skabte mig mange Glæder.
     I en Del Aar var jeg Medlem af "Dansk Planteskoleejer Forening" med mange hyggelige Sammenkomster med Planteskolefolkene, men da Lederen af "Hedeselskabets flyvende Korps", Forstkandidat Oldenburg, vistnok i 1940 ogsaa vilde være Medlem af Planteskoleejerforeningen, besluttede Foreningen, at de ikke vilde have Funktionærer fra Hedeselskabet med, og jeg matte glide ud.
     Det var for saavidt ærgerligt, for meget af det, jeg byggede mit Kendskab til Planteskoledrift paa, havde jeg lært ved mine Besøg i de mange godt ledede Planteskoler.
     Naar det hele kunde gaa fremad, skyldtes det for en stor Del, at jeg gennem mange Aar havde gode interesserede Medhjælpere, bl. a. Skovfoged D. Schjær Jacobsen, Løgumkloster, Skovfoged Jørgen Schmidt, Skærbæk, og Skovfoged F. Rasmussen, Rens Hedegaard, samt i Skærbæk Planteskole: Forvalter P. Pinkowsky og den gode faste Stab af Gartnere og Arbejdere, der som Regel blev der i mange Aar.
     Efter faa Aars Forløb fik jeg en Kontordame, der kunde stenografere, og dette blev en meget stor Hjælp. Vi hentede Planteskolens Post i Postboksen og kunde straks om Morgenen gaa igang med at ekspedere Brevene, saa jeg, naar de var dikteret, kunde køre ud i Distriktet, og derefter om Aftenen, naar jeg kom hjem, gennemgaa Brevene og underskrive dem.

Gran og Fyr i Blanding, plantet 1928 i Egebæk Plantage. Paa Billedet ses Opsynsmand Lorenz Thielsen, der var ansat ved Plantagen siden 1924.

     I Begyndelsen af halvtredserne fik jeg en Bogholderske, Fru Mette Schmidt, der havde mange Aars Erfaring og var perfekt i Stenografi og tysk Korrespondance. Dette kom mig særligt til gode, da Landbrugsministeriet i Kiel engang æskede sendt forskellige Forstmænd herop paa besøg og naturligt henvendte sig til Hedeselskabets sydligste Plantagedistrikt. Siden kom der ogsaa fra andre Egne af Vesttyskland og Holland Ønsker om at knytte forstlige Forbindelser med Danmark.
     I hvert enkelt Tilfælde udarbejdede jeg en Rejsevejledning med Statistik og øvrige Oplysninger om, hvad de fik at se, og' hvad der vilde blive forklaret dem, saa de forskellige Besøgende kunde faa lidt skriftligt om Turen med hjem.
     I mange Tilfælde blev jeg derefter inviteret af de Slesvig-Holstenske Forstmænd til at deltage, naar de holdt Ekskursioner i Omraadet mellem Grænsen og Hamborg og fik meget interessant at se, især hvordan de efter 1945 retablerede Skovene og gennemførte systematiske Læplantninger, navnlig under "Program Nord". Jeg fik tillige overladt forskellige Eksemplarer af forstlige Publikationer. Disse Besøg og Genbesøg var efter min Opfattelse en Berigelse til begge Sider.

Landstingsmand, Amtsraadsmedlem Alfr. Kristensen, Bylderup-Bov.

     Mit Princip var altid at betale kontant for Leverancer til Planteskolen, ligesom al Forsendelse af Planter med Bane eller ved Afhentning direkte i Planteskolen altid var mod kontant Betaling. Det lettede Regnskabsføringen meget, og det blev saaledes indarbejdet, at ingen nu protesterer.
     Jeg havde maaske nok Ord for at være sparsommelig, men det var i de første mange Aar ogsaa i højeste Grad nødvendigt, indtil Planteskolens Drift kunde give et ikke ubetydeligt aarligt Overskud. Dog tror jeg ikke, jeg var smaalig.
     Kontorchef Flensborg blev Direktør efter Chr. Dalgas' Afgang i 1933, og da han i 1943 ogsaa skulde gaa af, stod Hedeselskabet over for at skulle have en ny Leder af Plantningsafdelingen, og der var nogen Usikkerhed om, hvem det skulde være.
     Det aarlige Møde for Bestyrerne af de forskellige Plantagedistrikter blev holdt i Aarhus i 1942, og om Aftenen inviterede jeg alle til at deltage i en Middag paa Hotel Royal, hvor vi affattede en Henvendelse til Hedeselskabets Bestyrelse om, at vi ønskede en Mand alle havde Tillid til og henvendte Opmærksomheden paa Skovrider Birger Steenstrup som ny Afdelingschef.
     Henvendelsen blev underskrevet af samtlige Deltagere og Hedeselskabets Bestyrelse gik ind for vore Ønsker.
     Steenstrup har paa fortrinlig Maade røgtet sit ofte vanskelige Hverv til alles Tilfredshed. Da han derefter ogsaa i 1943 sammen med mig blev Direktør i A/S Plantningsselskabet Sønderjylland, blev Resultatet et for Selskabet frugtbart Samarbejde og for mig et værdifuldt Venskab.
     Dette viste Steenstrup ogsaa i 1961 ved min Afgang, da han sendte Skovrider B. Lindskov Christiansen ned som min Efterfølger for Hedeselskabets 12. Plantagedistrikt.
     Det har for mig været til stadig Glæde ofte at faa Lov at ledsage min Efterfølger ud i Distriktet og fortælle om og drøfte Forholdene før og nu.
     Fra min første Ansættelse i Hedeselskabet hos Direktør Chr. Dalgas, Birkebæk, over Hareskov Plantage og til Sønderjylland, med eget Distrikt hernede, har de fyrre Aar i Hedeselskabets Tjeneste været en herlig Tid. Befolkningen var elskværdig og hjælpsom, ligesom jeg stedse følte, at jeg var velkommen. Jeg har haft den skønneste Livsgerning noget Menneske kunde ønske at faa, og jeg har gennem Aarene haft mange gode og dygtige Medhjælpere, der lettede mig Arbejdet meget.
     Naar jeg nu kører gennem mit gamle Distrikt og tænker paa de mange Aar, føler jeg, at ingen kunde have faaet skønnere Opgave end den, der blev mig til Del.